Frihed, lighed og broderskab.
Disse ord var parolen under den franske revolution. De dannede skole for senere socialistiske og socialdemokratiske bevægelser, for den lød jo flot.
Friheden forsvandt med Napoleons kejserdømme. Broderskab har formentlig været ment som solidaritet med den, der var svagere end én selv, da det ikke er nogen stor kunst at være solidarisk med en der er stærkere. Af den er der noget tilbage, selv om solidariteten er påtvunget via velfærdssamfundets finansieringskilder, der jo er beskatning. I vore dage endda eksorbitant hård.
Forestillingen om lighed er det begreb, der bedst har klaret tidens tand. Det hænger formentlig sammen med at det er et diffust begreb, som er vanskeligt at forklare. Selv de mest rabiate tilhængere af lighed i mere abstrakt form, bliver lidt lange i spyttet, når de ugerne drives til at forklare hvordan ligheden skal forstås. Som regel bliver det kogt ind til noget med lige løn for lige arbejde, et øv-bøv argument, der er let at formulere, men umuligt at implementre. For hvornår er arbejde lige? Og er det kun ved tale om mande-og kvindearbejde at der skal være lighed? Hvad med forskellen mellem ufaglærte og faglærte, eller mellem en gruppe højtlønnede faglærte og en anden gruppe mindre højt lønnede? Eller mellem mennesker med mellemlange uddannelser og mennesker med lange? Hvad med mennesker, der forsørges af staten i forhold til mennesker der klarer sig selv? Hvad med flittige kontra dovne, chefer og menige medarbejdere? Fortsæt selv.
Det kunne Poul Aarøe Nielsen på Politiken have forholdt sig til i sin artikel. Hans bud er: ”Vi må holde op med at gøre de fattige fattigere og de rige rigere – og i stedet bruge kræfterne på at gøre flere mennesker mere lige.”
Efter min opfattelse er denne tankegang ikke blot forældet, men dybt skadelig for landet, fordi den fratager borgerne ansvaret for deres egen fremtid og endda direkte opfordrer til at lade stå til og lade sig forsørge af staten.
