Tænketank: Udbetaling Danmark er på kant med ret til privatliv

Udbetaling Danmarks overvågning af borgerne er gået for vidt

Ikke angivet Ikke angivet,

16/07/2019

Udbetaling Danmarks overvågning af borgerne er gået for vidt. Sådan lyder det fra den juridiske tænketank Justitia, der har set nærmere på myndighedens behandling af borgeres oplysninger, skriver Information.


"Hvis man for eksempel er kontanthjælpsmodtager så bliver ens oplysninger sammenkørt hele tiden. Og det er derfor, at det får en overvågningskarakter. For ens oplysninger bliver ikke blot tjekket, når man ansøger om en ydelse."

"Det er en løbende bagudrettet overvågning af, om nogen snyder. Om der er nogen, der får noget udbetalt, de ikke burde," siger Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i Justitia, til Ritzau.

Udbetaling Danmarks sammenkøring har til opgave at opdage borgere, der får ydelser, de ikke er berettiget til.

I jagten på sociale bedragere, indhenter Udbetaling Danmark jævnligt oplysninger om de flere millioner borgere, som de selv betaler ydelser til. Men også oplysninger om deres nærmeste familie kan de indhente.