Tal og tal vedr. medlemstallet af folkekirken

Jeg vil gerne - ikke anfægte – men problematisere tolkningen af de tal, der i skrivende stund (16

Ikke angivet Ikke angivet,

16/12/2012

Jeg vil gerne - ikke anfægte – men problematisere tolkningen af de tal, der i skrivende stund (16.12.12) debatteres vedr. et støt vigende antal medlemmer af folkekirken. Det vil jeg tillade mig at gøre med afsæt i en kronik trykt i Jyllands-Posten d. 29.1.12 under overskriften "Statistik, folkekirke og kristendom". Her kommer min artikel: 

Der er én megafordel ved kombinationen af igangværende normsammenbrud og massetilvandring. Jeg presses nærmest dagligt til at besinde mig på hvad-er-mine-værdier? - og til at tage stilling til spørgsmål, som tidligere lå bekvemt parkeret i glemmeskuffen. Fx folkekirken, som jeg i mange år ikke har haft noget forhold til, men alligevel gerne vil bevare. Helt enkelt fordi folkekirken er med til at binde nationen sammen, og kun en tåbe går i disse tider ind for yderligere national nedbrydning.

Derfor spidsede jeg også øjne, da jeg umiddelbart inden jul [december 2011 – LN] fik serveret nyheden, at folkekirkens medlemstal er støt faldende. Den seneste opgørelse over folkekirkens medlemmer viser, at flere end hver femte dansker ikke er medlem af folkekirken. Religionssociologen Brian Arly Jacobsen ved Københavns Universitet (ham, som mener, at kristendommen er en trussel mod freden, jf. kronik i Berlingske 12.6.2008) var vipti-vupti på banen med et spørgsmål om det fortsat er rimeligt at betegne den evangelisk-lutherske kirke som "den danske folkekirke"(jf. Grundlovens § 4). Og om man mon ikke skulle overveje en adskillelse af stat og kirke? Men lad os lige kigge lidt nærmere på tallene (lånt hos Kristeligt Dagblad d.22.12.11): ”Pr. 1. oktober 2001 havde folkekirken 4.461.071 medlemmer. Det er 79,96 procent af den danske befolkning. Gennem flere årtier er folkekirkens medlemsprocent faldet stødt. I 1984 var medlemsprocenten således på 91,6. Den 1. januar 2005 var tallet faldet til 83,1 procent, og nu er det så kommet under 80 procent.”

Hm! Mangler der ikke en oplysning? Nemlig at det er danskernes antal, der falder – en udvikling der har gjort sig gældende siden 1981, hvor befolkningstallet - stort set alle etniske danskere - var 5,1 million. Antallet af indbyggere faldt derpå frem til 1985, hvor udlændingeloven 1983 åbnede op for så mange indvandrere, at indbyggertallet begyndte at stige. Hvilket det har gjort lige siden. Derfor skal tallene korrigeres - med afsæt i Danmarks Statistik http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/16209/indv.pdf (s. 11): Andelen af danskere, der er medlem af Folkekirken, må være knapt 90 procent - en god bid mere end lidt færre end 80 procent.

Så vidt, så godt. Men hvorfor i alverden føler jeg mig som agnostiker og lettere tal-debil kaldet til at bakse med folkekirkestatistik? Fordi jeg bliver mere og mere overbevist om, at dels har (protestantisk) kristendom(men) været med til at forme den danske kultur og dermed mig, og dels er folkekirken medvirkende i processen, der danner individerne til borgere. Ikke mindst filosoffen Kai Sørlander har med sine to bøger Forsvar for rationaliteten og Den politiske forpligtelse fået en vantro som mig overbevist om, at kristendommen adskiller sig fra andre religioner ved at være (en af flere) forudsætning(er) for udvikling af de vestlige demokratier.

Et enkelt citat må række her: ”Når man skal forklare, hvorfor det netop var i den europæiske kultur, at man alment nåede frem til at anerkende den individuelle autonomi, som er forudsætning for, at en demokratisk orden kan slå rod, så er det relevant at pege på, at kristendommen selv stiller krav om en sådan autonomi. Udvendigt siger Jesus, at den enkelte hellere skal følge ham end sin fader, moder og øvrige familie. Men det helt afgørende er budskabet om, at den enkelte frelses alene ved sin egen personlige tro - og ikke ved sine gerninger.” Jeg får imidlertid kam til mit hår, når jeg diskuterer kristendom med alle-religioner-er-ét-fedt-tilhængere samt hardcore-ateister. For kristendommen, hævder de, har været præcis lige så undertrykkende som fx islam. Tænk bare på heksebrændingerne, inkvisitionen, Bibelbæltet i USA og kristne fundamentalisters mord på abortlæger. Suk og ja: Der kan være særdeles gode grunde til at afvise enhver form for religion.

Med den på plads - er det så alligevel ikke vigtigt, at afvisningen af kristendommen i det mindste ikke i udgangspunktet styres af en fejlagtig forståelse? Spørgsmålet er rejst med hjælp af bogen "Det betroede menneske", som fik sat en række pointer på plads for mig som ikke-teolog og begrænset bibelstærk. Bogens forfatter Johannes Værge griber fat i, at mange mennesker tager afstand fra kristendommen, fordi de i deres opvækst har oplevet den som undertrykkende og forbundet med skyld, skam, straf og fordømmelse. Men, siger Værge, det er i virkeligheden ikke kristendommen, de tager stilling til, det er en forvreden og misforstået udgave - benævnt ”den tertullianske indsnævring” af kristendommen - omtrent lige så gammel som kirken selv. Tertullian (ca. 160-225), kirkefader og en af oldkirkens mest betydningsfulde teologer, er repræsentant for et dystert menneskesyn: Mennesket er en forhærdet synder og skal derfor disciplineres, tugtes og underkastes kontrol.

Over for denne ufrihed sætter Værge kirkefaderen Irenæus (ca. 130-200), der lægger vægten dels på påskebudskabet om Jesu opstandelse (læs: åbning til livsfornyelse), dels har et anderledes optimistisk menneskesyn: Mennesket har potentiale som skabt i Guds billede, og syndefaldet er ikke en forbrydelse, men snarere at ligne ved en beskadigelse, som kan helbredes.

Med Irenæus, Værge og Sørlander ved hånden bliver jeg og andre kulturkristne klædt på til at forsvare kristendommen som en af de 5-6 hovedsøjler, Vesten bygger på. Frem for at falde for tesen – myten! - om, at den europæiske oplysning og de moderne frihedsrettigheder blev til på trods af kristendommen.

Kilde: