Thulesen Dahl lovede baglandet mere magt på DF's årsmøde

Kristian Thulesen Dahl er kaptajn for et skib, der har lækket store mængder vand til sidste folketingsvalg

Claes Theilgaard,

16/09/2019

Kristian Thulesen Dahl er kaptajn for et skib, der har lækket store mængder vand til sidste folketingsvalg. Her gik Dansk Folkeparti tilbage med hele 21 mandater, og således er der meget refleksion at gøre sig for partiformanden, der på trods af valgnederlaget ikke er blevet udfordret synderligt på formandsposten. Til DF's årsmøde lovede Thulesen Dahl da også forbedringer og især lovede han bedre intern kommunikation og mere magt til det bagland, der nogle gange er blevet forsømt af partiledelsen.

Fra Altinget: 

Det var en mand med en mission, der lørdag formiddag indtog talerstolen og åbnede Dansk Folkepartis årsmøde i Herning.

Formand Kristian Thulesen Dahl stod første gang konfronteret direkte over for et samlet bagland for at forklare, hvordan partiet grundlovsdag kunne miste 21 mandater i Folketinget. 

Samtidig skulle han forsvare, hvorfor han stadig er et troværdigt bud på kaptajnen, der kan få DF-skibet tilbage på ret køl.

Som led i sidstnævnte lovede Thulesen Dahl, at besætningsmedlemmerne, i form af DF's bagland, skal inddrages mere og sikres større indflydelse i partiet.

"Jeg vil de kommende måneder tage forskellige initiativer, som sikrer en mere direkte dialog i partiet. Jeg forestiller mig blandt andet en struktur, hvor der bliver regelmæssige fællesmøder blandt folkevalgte fra både folketing, region og byråd," lød det fra Thulesen, der netop har afsluttet en Danmarksturné, hvor han har mødt repræsentanter fra samtlige af partiets 98 lokalforeninger.

Og på den baggrund er Kristian Thulesen Dahl kommet frem til, at baglandet i det ellers notorisk topstyrede folkeparti skal have mere at sige i strategiske og politiske spørgsmål.

"Så der er en rød tråd i vores politiske arbejde, uanset hvor det er," lød det fra Thulesen Dahl.

Derfor vil han "inden for kort tid" vende tilbage med en række konkrete forslag til, "hvordan vi indretter os anderledes, så vi kan gøre bedre brug af hinanden i fremtiden."