Trump langer ud efter kritisk ambassadør fra Storbritannien

Det er ikke gået ubemærket hen, at Storbritanniens ambassadør i USA har kaldt præsident Donald Trumps administration for "uduelig"

Ikke angivet Ikke angivet,

08/07/2019

Det er ikke gået ubemærket hen, at Storbritanniens ambassadør i USA har kaldt præsident Donald Trumps administration for "uduelig".

De kritiske bemærkninger fra ambassadøren, Kim Darroch, blev søndag afsløret af den britiske avis Daily Mail, som havde fået adgang til lækkede dokumenter fra Storbritanniens udenrigsministerium.

Og bemærkningerne har vakt harme hos Trump, der søndag aften dansk tid langer ud efter den britiske ambassadør.

"Vi har haft vores op- og nedture med flere lande, og jeg må sige, at Storbritannien og ambassadøren ikke har tjent Storbritannien godt," siger Trump til journalister i New Jersey.

"Vi er ikke store tilhængere af den mand, og han har ikke tjent Storbritannien godt. Så jeg kan sige mange ting om ham, men det gider jeg ikke bruge krudt på," lyder det fra præsidenten.