Vi som danskere, uanset politisk tilhørsforhold, befinder os i en altafgørende konfrontation, hvor udfaldet kan sætte et meget vigtigt præg på vores danskhed og eksistens som et succesrigt samfund.
Det er måske ikke så ”moderne” eller politisk korrekt i dagens Danmark at tale om nødvendigheden af en militær styrke til brug for at forsvare landet. Det er en gammeldags måde at løse problemer på. Kanoner, kampfly, krigsflåde, elite styrker, bomber og lignende er ikke så ”hip” mere. I øvrigt ser det ikke ud til, at vi har en militær trussel ved døren. Men sagen er til gengæld, at vi har en levende trussel fra en reel fjende, som skal bekæmpes med de korrekte midler. I vores tilfælde er fjenden en ideologi, som befinder sig inden for vores grænse og derfor ikke kan bekæmpes med traditionelle militære former. En ideologi, hvis mål er direkte i modstrid med vores civilisation og værdier, skal bekæmpes med politiske beslutninger og civile aktioner og ikke med kampfly eller missiler. Til en sådan kamp skal man bruge et passende specialiseret organ, som er veltrænet, højmotiveret, organiseret effektivt og har studeret fjenden i dybden.
Det er utopi at tro, at den fjende, vi har i huset, og her taler jeg om en nådesløs fjende, som ikke vil forhandle eller vige en millimeter fra sit mål, en fjende som følger helt andre etiske regler, blot skal forsvinde eller langsomt blive opløst under en naturlig integrationsproces. Dette vil blive et langvarigt slagsmål, som kræver, at vi ikke sover på begge ører et eneste sekund, da kampen er på vores egen jord. Vi kan allerede nu konstatere, at fjenden ikke har tabt en eneste kamp. Fjendens fremskridt blev bare begrænset i sin hastighed, men den bliver ved med at presse sig frem, og hvis man ser sig rundt, kan man konstatere, hvor mange synlige aspekter af fjendens succeser, vi kan møde i vores dagligdag.
