Et angreb på danske jøder og alle vi andre: Mette Frederiksen fordømmer antisemitisk hærværk

Ovenpå weekendens hændelser med antisemitisk hærværk flere steder i landet på årsdagen for Krystalnatten har statsminister Mette Frederiksen været ude med en fordømmelse i et Facebook-opslag.

”Antisemitisme og racisme har ingen plads i vores samfund. Og weekendens angreb på en jødisk gravplads i Randers er både et angreb på danske jøder og alle vi andre”, indleder hun opslaget.

Statsministeren benyttede lejligheden til at give sin medfølelse til de ramte jødiske familier.

”Det gør mig ondt at tænke på, hvordan det må være, at se sine elskedes sidste hvilested udsat for så modbydeligt hærværk. Ligesom det er stærkt ubehageligt, at en davidsstjerne er sat på postkassen hos en dansk-jødisk familie i Silkeborg”, skriver hun.

Samtidig opfordrer hun til, at vi alle fordømmer hærværket og at myndighederne tager sagen alvorligt.

”Vi må fordømme det, og myndighederne må gøre, hvad de kan for at opklare de her forbrydelser”, skriver statsministeren.

Hun runder af med en opsang i anledning af, at det næste år er 75-årsdagen for 2. verdenskrig og Holocaust:

”Næste år er det 75-året for afslutningen på både krigen og Holocaust. Det er en tid, vi aldrig må glemme, selvom der er færre og færre øjenvidner tilbage iblandt os. Vores jødiske medborgere skal respekteres. Ikke leve i frygt. Ikke i deres hjem. Ikke når de går på gaden”, runder Mette Frederiksen sit opslag af.

Læs mere om det antisemitiske hærværk her og her.


0 Kommentarer

Log ind for at kommentere