Özlem starter Center for Dialogkaffe

Özlem Cekic har siden sit exit fra parlamentarisk politik herhjemme kastet sig ud i et større brobrygger-projekt, hvor hun forsøger at få folk til ...

Claes Theilgaard,

28/08/2019

Özlem Cekic har siden sit exit fra parlamentarisk politik herhjemme kastet sig ud i et større brobrygger-projekt, hvor hun forsøger at få folk til at mødes over en såkaldt kop ”dialogkaffe”. Nu har hun startet Center for Dialogkaffe sammen med blandt andre Flemming Rose og Bent Melchior.

Målet med Center for Dialogkaffe er at gøre dialogkaffe til en folkebevægelse og skabe bedre samtale og hindre ekstremisme. Dette mål skal bl.a. opnås gennem dialogarrangementer på biblioteker, brobyggeruger for børn og unge og servering af dialogkaffe på arbejdspladser.

Flemming Rose, der bl.a. er kendt for at være idémanden bag Muhammedtegningerne, sidder med i bestyrelsen for centeret. Han udtaler sig til Kristeligt Dagblad: ”Jeg håber, vi kan være med til at påvirke nogle af de ekkokamre, mange lever i, og som er med til at polarisere samfundet. Jeg kan godt lide kritisk dialog med andre. Jeg elsker at være der, hvor meninger brydes. Det er altid lærerigt”.