På årsdagen for Krystalnatten: Omfattende jødehetz i hele Skandinavien

I går var det 81-årsdagen for Krystalnatten, der står som en afgørende begivenhed i nazismens fremtog i 1900-tallets Tyskland. På Krystalnatten rykkede SS-tropper og Nazipartiet ind i jødiske kvarterer, ødelagde butikker, brændte huse og synagoger ned, slog næsten hundrede jøder ihjel og fængslede titusindvis. Samtidig tvang nazisterne jøder til at gå med særlige gule ”jødestjerner”, så jøder til enhver tid kunne identificeres.

Disse ”jødestjerner” er blevet sørgeligt aktuelle her efter årsdagen for Krystalnatten. De er nemlig dukket op flere steder i Danmark og resten af Skandinavien som led i en massiv, orkestreret jødehetz i anledning af årsdagen.

Blandt andet er en jødisk gravplads i Randers blevet udsat for hærværk, hvor flere end 80 gravsten er blevet overmalet med graffiti, mens flere gravsten også var væltet.


Derudover oplevede et jødisk par i Silkeborg at få en ”jødestjerne” klistret fast på deres private postkasse, mens en jødisk privatadresse i Storkøbenhavn også blev udsat for hærværk og Dansk-Israelsk Forening i Aarhus også oplevede at blive markeret med en ”jødestjerne”.



Nynazistisk organisation offentliggør billeder af aktionerne

Den nynazistiske organisation Nordfront, også kendt som Den Nordiske Modstandsbevægelse, har på deres danske hjemmeside udgivet en række ikke tidligere offentliggjorte fotos fra de forskellige antisemitiske aktioner i Danmark og vores nabolande.

Ved siden af det antisemitiske hærværk i Storkøbenhavn, der kan ses ovenfor, er Nordfronts navn desuden angivet.

Udover billeder fra vores nabolande er der også billeder af hidtil ikke kendte aktioner i Nordjyske Venner af Israel i Dronninglund og Dansk-Israelsk Forening i Aarhus.

Her skriver de i en nedsættende satirisk tone om aktionerne. I stedet foregiver organisationen at bringe udtalelser fra ”forfærdede læsere”.

”Under Krystalnatten ser det ud til, at der flere steder rundt om i Danmark og Sverige, men også i Norge og Finland, er blevet malet og opsat klistermærker med Davidsstjerner hjemme hos kendte jødiske magtaktører, der har ageret subversivt over for det nordiske folk, samt på forskellige monumenter og bygninger som f.eks. kan knyttes til denne bevægelse”, indleder Nordfront artiklen om de antisemitiske aktioner på deres hjemmeside.

De fortsætter med en udtalelse fra det, der angiveligt skulle være fra en person med det jødisk-klingende navn ”Amalek”.

”Nordfront har modtaget nogle fotos sendt fra forfærdede læsere, der ikke kan forstå, hvordan antisemitismen kan blomstre op på denne måde i de nordiske lande. For eksempel skriver en tipper, der kalder sig selv Amalek:

“Måske nok har den jødiske magtbevægelse haft en betydelig del af ansvaret for masseinvasionen af fremmede til de nordiske lande, Holodomor og alle ofre for kommunismen, for at have hjernevasket vort folk til skam for sin oprindelse, flyttet grænserne for den homlobbyen og pædofili, renteslaveriet vi betaler milliarder til hvert år og den enorme mængde pornografi og dekadence i samfundet – men de fortjener ikke at blive udsat for klistermærker på deres postkasser. Nogen form for ret og rimelighed må der da stadig være?!”, skriver Nordfront på deres hjemmeside.

Også Danmarks nabolande er ramt

Det er ikke kun Danmark, der er blevet ramt af jødehetzen. Også i Sverige, Finland og Norge har de oplevet flere eksempler på antisemitisk hærværk og opklistring af ”jødestjerner” ved forskellige adresser.

De nedenstående fotos er alle hentet fra Nordfronts hjemmeside.

Herunder ses en ”jødestjerne” opsat ved avisen Sydsvenskan i Malmö i Sverige.

Virksomheden Schibsted Media Group i Bergen i Norge har også været ramt af antisemitisk hærværk.

Ved synagogen i Helsinki i Finland har der også været opsat ”jødestjerne”-klistermærker.

Avisen Östgöta Correspondenten i Linköping, almindeligt kendt som Corren, blev også udsat for antisemitisk hærværk på årsdagen for Krystalnatten.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere