Af Benjamin Hosseini-Mehr, kandidatstuderende på CBS
Kina er i de seneste 20 år gået fra at være et tredjeverdensland med store udfordringer til nu at være verdens største eller andenstørste økonomi. Kina har i lang tid har fungeret som et land, hvor vestlige industrier outsourcer deres produktion til, men nu er de selv begyndt at outsource deres egen produktion til andre lande. Landet har haft markant økonomisk vækst nærmest uafbrudt i de seneste mange år i takt med landet er gået fra at være t indelukket kommunist land til en form for hybrid ala ”statskapitalisme”.
I starten af 00erne var kinesiske turister et sjældent syn i de store europæiske byer, og nu er de nærmest over det hele. Da jeg voksede op i 00erne havde sproget mandarin ingen betydning, men nu er det blevet meget lettere at lære sproget. Hele verdenen er blevet rigere på grund af Kinas fremtræden, og nu er landet gået fra at være et produktionsland til et innovationsland, hvor især rigtig mange spændende teknologiske virksomheder og industrier har blomstret op.
Giganter som Alibaba, Didi, Tencent og Huawei har gjort deres indtræden globale scene og er sågar blevet markedsledere i visse tilfælde. Omend, værd at bemærke at landet har været under heftige beskyldninger for store krænkelser af immaterielle rettigheder mod udenlandske virksomheder, der ønsker at være på det kinesiske marked. Præsident Donald Trump har gjort handelskrigen mod kineserne, som ifølge ham har røvrendt amerikanerne, til en politisk mærkesag. Realiteten er også, at det er rigtig svært for udenlandske virksomheder at finde fodfæste i Kina, og en del af dem har drejet nøglen om.
Præsident Donald Trump har fat i den lange ende, men problemet er bare, at hans tilgang er ikke særlig konstruktiv, da det her er en sag, der bør forene alle de frie markedslande globalt. Man må dog rose ham for at stå op imod Kinas slyngelmetoder, da de andre frie landes ledere ingen rygrad har. Hvor bliver EU af?
Kina er ikke bare blevet en større økonomisk magt, de har også forøget deres geopolitiske indflydelse markant siden præsident Xi Jinpings udnævnelse i 2012. De har blandt andet iværksat ”Belt and Road” initiativet, som er en genoplevelse af silkevejen med massive investeringer i forskellige lande over hele verdenen. Det lyder umiddelbart godt og brugbart, men problemet er bare, at kineserne sælger store infrastrukturer projekter til fattige og svage lande, som aldrig nogensinde kommer til at tilbagebetale gælden. Det ved kineserne udmærket godt, men det er ikke derfor de alligevel laver disse projekter. Kineserne vil i virkeligheden gerne have økonomisk, politisk og diplomatisk indflydelse i disse lande, og det får de skam også.
Skrækeksemplet er da kineserne byggede en havn i Sri Lanka, som værtsnationen aldrig var i stand til at tilbagebetale, og det har medført, at kineserne leaser havnen 97 år endnu. Det vil give muligheden for at bruge den som en militær base, og det har medført store bekymringer hos amerikanerne og japanerne. Kina er nu også i konflikt med nogle af deres nabolande i det Sydkinesiske Hav vedrørende territorium, hvor de er ved at bygge kunstige øer for at forstærke deres krav på området på trods af, at det går imod en international dom. Kina er i højere grad villig til at bruge militær magt for at få deres vilje.
Sri Lanka var blot et eksempel. I Pakistan ser vi pakistanske kvinder solgt som brude til kinesiske mænd, som de pakistanske myndigheder er magtesløse overfor, da landet er fanget i gældsfælden. Eksemplerne er mange, og nu ser vi også Kina begynder på infrastrukturprojekter i lande Montenegro og i Serbien. Med andre ord, nu banker kineserne på vores dør.
Det er i øvrigt ikke blot i de svage lande, at kineserne prøver at påvirke. De er blevet beskyldt for at købe sig indflydelse i Australske universiteter, og en højtstående Labor politikker har måtte trække sig efter det kom frem, at han var under kinesisk indflydelse.
Derudover, så skal vi heller ikke glemme, at Kina ikke vil anerkende Taiwans selvstændighed og ser dem som en kæmpe trussel med deres demokrati. Der har også været store uroligheder i Hong Kong, da kineserne konstant har prøvet at blande sig i interne affærer i landet. Men måske værst af alt, ser vi et regulært forsøg på systematisk folkemord og folkeudskiftning af det muslimske mindretal i Xinjiang-provinsen. For nyligt vidste lækkede dokumenter også at omfanget af det har været værre end hidtil antaget.
Hvad er vestens reaktion så? Tavshed. Så længe kineserne køber vores varer og bidrager til den økonomiske vækst, så skal det nok gå. Jeg er helt med på, at vi ikke kun skal have gode relationer til lande, der har anstændige menneskerettigheder som os selv, men nu ser vi i højere grad et Kina, der ikke blot prøver at knuse opposition internt i landet men også udenfor.
Vi kan alle sammen være enige om, at Ruslands ageren med hacking mod vestlige lande er uacceptabelt, men hvorfor kan vi så ikke sige fra overfor Kina? Har alting virkelig sin pris?
Jeg ville ønske, at Danmark sender de forbandede pandaer retur til Kina hvor de hører hjemme, og at vi skruer op for fordømmelsen af kinesernes adfærd og samtidig sammen med EU sætter hårdt overfor kinesisk protektionisme indtil de åbner sig mere op for vestlige virksomheder på samme fod som vi herhjemme er åbne overfor kinesiske virksomheder.
Det er på tide at de frie lande rent faktisk kæmper for det de tror på: nemlig frihed - også på trods, af at det vil have en vis økonomisk omkostning.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
