Kære socialdemokrater: Vi lever altså ikke i en bananrepublik

Claes Kirkeby Theilgaard,

17/02/2020

“Jeg vil bare advare dig. Christiansborg kan være en krigszone, og det synes jeg bare, du skal vide, inden du bevæger dig derind”.

Sådan lød det da Socialdemokratiets daværende pressechef og nuværende særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen Mads Brandstrup forsøgte at true Nordafrika-kenderen Rikke Haugbølle til at holde kæft.

Hun havde begået den store fejl at anvende sin fagligehd - hun er ph.d. i tunesiske forhold og har arbejdet som konsulent for Udenrigsministeriet og internationale organisationer - til at kritisere et socialdemokratisk udlændingeudspil om et modtagecenter for asylansøgere i udlandet.

Rikke Haugbølle inddrog erfaringer fra en lignende sag i Frankrig, hvor et modtagecenter i udlandet ikke kunne blive gennemført. Den fagligt funderede kritik faldt den tyranniske pressechef fra Socialdemokratiets partikontor for brystet.

“Skal vi være enige om, at du udtaler dig om Nordafrika og ikke om Frankrig?”, skal han have spurgt. Det lyder som - og er - en instruks fra en nøglefigur i Socialdemokratiet til en uvildig ekspert. Og den bliver endda ledsaget af en slet skjult trussel.

Sig mig, hvad fanden er det, der foregår? Hvad bilder Socialdemokratiet sig ind?

Rikke Haugbølles sag er én ud af fire konkrete tilfælde på socialdemokratiske trusler mod kritikere, som Berlingske i dag har kunne afsløre. Også Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og en professor på Aalborg Universitet har stået for skud.

De fire eksempler viser tydeligt, hvordan Socialdemokratiet - både før og efter, de er kommet i regering - truer og intimiderer kritikere til at holde kæft. Det er ikke adfærd, der hører hjemme i et demokrati.

Derfor burde en mand som Mads Brandstrup også ryge ud på røv og albuer, mens statsminister Mette Frederiksen ydmygt og grådkvalt undskyldte for den helt utilstedelige opførsel som Brandstrup og flere andre topfolk har udvist.

Men, vi kender jo efterhånden den socialdemokratiske regering for godt til at vide, at det nogensinde vil ske.

I stedet er hele Socialdemokratiets partiapparat gået i flyverskjul, som de har for vane at gøre, når der er kritiske historier. En sølle skriftlig kommentar er alt, det foreløbigt er blevet til.

Det er utroligt, at en opsang som den følgende er nødvendig at give til en dansk regering, men det er det øjensynligt: kære socialdemokrater, vi lever altså ikke i en bananrepublik. I Danmark kan man ikke blot undgå kritik ved at true kritikere til tavshed og gemme sig for kritiske interviews. Det er på tide, at I mander jer op.

Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.

Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.