FN: 2019 var det næstvarmeste år nogensinde målt

Verdens Meteorologiske Organisation, der hører under FN, advarer om mere ekstremt vejr i 2020 og fremad.
- Med den nuværende udledning af CO2 er vi på vej mod temperaturstigninger på mellem tre og fem grader celsius sidst i dette århundrede, siger chefen for FN-organet WMO, Petteri Taalas, i en erklæring. (Arkivfoto)
- Med den nuværende udledning af CO2 er vi på vej mod temperaturstigninger på mellem tre og fem grader celsius sidst i dette århundrede, siger chefen for FN-organet WMO, Petteri Taalas, i en erklæring. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

16/01/2020

Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) oplyser, at 2019 var det næstvarmeste år, som er målt, og advarer om mere ekstremt vejr i 2020 og fremad.

- Den globale gennemsnitstemperatur var 1,1 grad højere end gennemsnittet i anden halvdel af det 19. århundrede, siger FN-organet WMO, der har hovedkvarter i Genève.

Med hensyn til varme er 2019 kun overgået af rekordåret 2016. Her var vejrfænomenet El Niño med til at skabe varmerekord.

- Med den nuværende udledning af CO2 er vi på vej mod temperaturstigninger på mellem tre og fem grader celsius sidst i dette århundrede, siger WMO-chefen Petteri Taalas i en erklæring.

I klimaaftalen fra Paris har verdens lande skrevet under på, at temperaturstigningen skal holdes under to grader i forhold til før industrialiseringen. Ifølge aftalen skal landene stræbe efter at holde opvarmningen på maksimalt halvanden grad.

WMO påpeger, at "året 2020 er begyndt der, hvor 2019 sluttede - med mange konsekvenser af vejr- og klimarelaterede begivenheder".

Taalas henviser blandt andet til naturbrandene i Australien. De er opstået, efter at landet har haft det varmeste og mest tørre år, siden man begyndte at lave målinger.

- Desværre venter vi at se meget ekstremt vejr i 2020 og i de kommende årtier som en følge af rekordhøje niveauer af drivhusgasser i atmosfæren, siger Taalas.

WMO siger, at de gennemsnitlige globale temperaturer i både femårsperioden 2015-2019 og i tiårsperioden 2010-2019 er de højeste, som er blevet målt.

- Siden 1980'erne er hvert årti blevet varmere end det foregående, og denne udvikling ventes at fortsætte, hedder det.

FN sagde sidste år, at de menneskeskabte udslip af drivhusgasser må reduceres med 7,6 procent hvert år frem til 2030, hvis temperaturstigningerne skal begrænses til halvanden grad.

Præsidenten i USA, Donald Trump, har kaldt global opvarmning for et "blufnummer". Han har trukket USA ud af Parisaftalen, som 196 lande har underskrevet.

Kilde: /ritzau/Reuters