Efter nedbrud: Nu kan Nordeas kunder igen bruge netbank

Kunder hos Nordea kan igen komme på netbank, efter at et teknisk problem tidligere har sat en stopper for det.
Nordea har søndag været ramt af et teknisk nedbrud, der har forhindret kunder i at logge på netbanken. (Arkivfoto)
Nordea har søndag været ramt af et teknisk nedbrud, der har forhindret kunder i at logge på netbanken. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

23/02/2020

Flere af Nordeas kunder kan igen logge på deres netbank, efter at det tidligere søndag ikke har været muligt.

Det oplyser banken på sin danske Facebook-side.

- Vores teknikere har arbejdet på højtryk, og mange kan heldigvis igen benytte Nordea Wallet, net- og mobilbanken.

- Nogle vil stadig opleve, at det ikke kører med samme hastighed som normalt - det er vi selvfølgelig fortsat i fuld gang med at løse.

- Vi opdaterer her på siden, så snart vi har nyt. Vi beklager de gener, det fortsat kan give nogle af jer, skriver Nordea.

Ifølge DR er det et teknisk nedbrud, som store dele af søndagen har forhindret bankens kunder i at logge på deres netbank.

Javier Lopez, kommunikationsmedarbejder i Nordea, har til DR understreget, at fejlen skyldtes et teknisk nedbrud og ikke et cyberangreb.

Herhjemme har Nordea omkring 1,6 millioner privatkunder. Det gør banken til den næststørste spiller på det danske marked efter Danske Bank.

Nordea har også 64.000 erhvervskunder i Danmark. Også de har søndag oplevet problemer med at logge på netbank, skriver DR.

Ifølge den svenske avis Aftonbladet har nedbruddet også ramt bankens kunder i Sverige, Finland og Norge.

Kilde: /ritzau/