Endnu en person er død af coronavirus i Italien

En italiensk kvinde er som den anden europæer på få timer død efter at være blevet smittet af coronavirus.
Den nordlige italienske by Codogno er en af de byer, hvor folk er blevet bedt om at holde sig hjemme af frygt for udbredelse af coronavirus (Arkivfoto).
Den nordlige italienske by Codogno er en af de byer, hvor folk er blevet bedt om at holde sig hjemme af frygt for udbredelse af coronavirus (Arkivfoto).

Claes Kirkeby Theilgaard,

22/02/2020

Blot få timer efter at den første europæer - en italiensk mand - døde som følge af coronavirus, har endnu en person mistet livet på grund af virusset.

Det oplyser det italienske nyhedsbureau Ansa på baggrund af unavngivne kilder fra sundhedsmyndighederne.

Der er tale om endnu en italiener - nærmere bestemt en italiensk kvinde fra den nordlige italienske region Lombardiet. Det skriver Ansa.

I alt er der nu registreret 30 tilfælde af coronasmitte i det nordlige Italien.

Det var en 77-årig italiensk mand fra Veneto-regionen, der sent fredag mistede livet på grund af virusset. Regionen grænser op til Lombardiet.

Manden blev den første europæer, der døde på grund af virusset.

De italienske myndigheder beordrede fredag skoler, barer og andre offentlige steder lukket i ti byer i det nordlige Italien.

Over 50.000 personer blev bedt om at blive hjemme i de berørte områder.

Offentlige begivenheder såsom gudstjenester, karnevaler og sportsbegivenheder er også blevet aflyst den kommende uge.

Det smitsomme coronavirus har hidtil kostet over 2300 personer livet i Kina. Det fortsætter stadig med at sprede sig over hele verden.

De seneste to døgn er antallet af smittede steget drastisk i Sydkorea. Det er det hårdest ramte land uden for Kina.

Indtil videre har over 30 lande bekræftet tilfælde af virusset. Virusset har sit epicenter i den kinesiske storby Wuhan i Hubei-provinsen.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, advarede fredag om, at muligheden for at inddæmme coronavirusset på globalt plan er ved at svinde ind.

- Selv om muligheden for at inddæmme virusset svinder ind, så har vi stadig en chance for at begrænse smitten.

- Hvis ikke vi gør det, hvis vi forspilder muligheden, så vil vi få et alvorligt problem, lød det fra WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Kilde: /ritzau/Reuters