Københavns Kommune indfører kønskvoter på kunst

Københavns Kommune indfører nu kønskvoter på alt kunstindkøb i kommunen.
Københavns Kommune har blandt andet købt værker af den feministiske svenske kunstner Arvida Byström. (Foto: PR-foto)
Københavns Kommune har blandt andet købt værker af den feministiske svenske kunstner Arvida Byström. (Foto: PR-foto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

24/02/2020

Fremover skal halvdelen af den kunst, som Københavns Kommune indkøber, være skabt af kvinder. Kommunen indfører nemlig kønskvoter på alt kunstindkøb i et forsøg på at opnå en ligelig fordeling af mænd og kvinder i kunstverdenen.

Det skriver Berlingske og TV2 Lorry.

Rådet for Visuel Kunst, der er ansvarlig for kunstindkøbet i København, er i enstemmighed nået frem til at indføre kønskvoter på alt kommunalt kunstindkøb fremover.

- Det er ikke, fordi vi tror, vi får anderledes eller bedre kunst. Men det er et spørgsmål om at vise virkeligheden, som den ser ud, siger medlem af Rådet for Visuel Kunst og museumsleder på Kastrupgaardsamlingen, siger Mette Sandhoff Mansa til TV2 Lorry.

- Hvis vi ikke får kunst lavet af kvinder i dette tilfælde i Københavns Kommunes kunstsamling, så får vi et billede af, at en kunstner er en mand. Og sådan er virkeligheden jo ikke. Virkeligheden er, at verden består af mænd og kvinder, siger hun.

Københavns Kommune ligger inde med i alt 4.500 kunstværker af forskellig art. Alene de sidste seks år er der blevet indkøbt kunst for mere end 5 millioner kroner.

I denne seksårige periode har kunstindkøbet dog været fordelt tæt på ligeligt mellem mænd og kvinder.

Alternativets Niko Grünfeld, der måtte gå vanæret som kulturborgmester i København efter flere skandalesager, mener dog, at tiltaget med kønskvoter er vigtigt på trods af dette.

- Det er et forsøg på at værne om den diskussion, der har været i rådet. Og nu sikrer vi fremtiden. Og nej, det er ikke kun symbolsk. Det er en inspiration til omverdenen. Det er et lille skridt, som desværre er nødvendigt, siger han.