DF: Afvis asylansøgere ved grænsen

I et nyt beslutningsforslag lægger Dansk folkeparti op til, at asylansøgere skal afvises ved grænsen, hvis de kommer fra sikre lande.
Kristian Thulesen Dahl (DF) taler med pressen efter det ekstraordinære møde i Udenrigspolitisk Nævn om Iran og Irak på Christiansborg, onsdag den 8. januar 2020. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Kristian Thulesen Dahl (DF) taler med pressen efter det ekstraordinære møde i Udenrigspolitisk Nævn om Iran og Irak på Christiansborg, onsdag den 8. januar 2020. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

17/01/2020

Dansk Folkeparti lægger i et nyt beslutningsforslag op til, at asylansøgere skal afvises ved grænsen, hvis de rejser til Danmark fra sikre lande. Ifølge partiet er det ikke i strid med FNs flygtningekonvention at afvise asylansøgere, der kommer til landet fra f.eks. Tyskland.

Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af et lignende forslag, som DF fremsatte i Folketinget for fire år siden.

- Forslagsstillerne finder principielt, at asylansøgere skal afvises allerede ved de danske grænser, hvis de forsøger at indrejse til Danmark fra et sikkert land, begrunder forslagsstillerne fra DF deres beslutningsforslag og fortsætter:

- I spørgsmål om Danmarks udlændingepolitik er det vigtigt at være på forkant med udviklingen. Måske står Europa endnu en gang over for et massivt pres på de europæiske grænser med mange asylansøgere til følge. Tyrkiets præsident, Erdogan, har f.eks. truet med at åbne de tyrkiske grænser og sende de flere millioner flygtninge, der p.t. opholder sig i Tyrkiet, mod Europa.

Dansk Folkeparti mener, at forslaget vil være udtryk for "rettidig omhu" i dansk udlændingepolitik.

Partiet har ofte stødt panden mod muren med internationale konventioner, når de har fremsat nye forslag på udlændingeområdet. Men forslaget om at afvise asylansøgere ved grænsen vil dog ikke være imod nogle konventioner, mener forslagsstillerne.

- Danmark kan således som den klare hovedregel afvise asylansøgere ved den dansk-tyske, dansk-svenske og danskpolske grænse eller ved andre grænseovergange, hvis de kommer til Danmark fra sikre lande, med den begrundelse at asylansøgeren kommer fra et sikkert land, skriver Dansk Folkeparti i beslutningsforslaget.

- Det vil være tilfældet, hvis asylansøgeren forsøger at indrejse til Danmark fra eksempelvis Tyskland, Sverige eller Polen. De nævnte lande er sikre at opholde sig i. Desuden har de pågældende lande underskrevet FN᾽s flygtningekonvention, og asylansøgere vil derfor nyde den samme beskyttelse i disse lande, som de ville kunne få i Danmark.

Beslutningsforslaget er fremsat af Peter Skaarup, René Christensen, Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen, Pia Kjærsgaard og Marie Krarup.