Tesfaye siger ja: Kvoteflygtninge kommer til Danmark for første gang siden 2017

I løbet af weekenden vil Danmark for første gang siden 2017 modtage kvoteflygtninge.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har endnu ikke truffet beslutning om, hvor mange kvoteflygtninge Danmark skal tage. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har endnu ikke truffet beslutning om, hvor mange kvoteflygtninge Danmark skal tage. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

27/02/2020

Siden 2017 har Danmark ikke taget kvoteflygtninge. Det ændrer sig nu, hvor udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er kommet til. 

I weekenden ankommer 16 flygtninge fordelt på tre familier fra flygtningelejre i Tyrkiet, oplyser Udlændingestyrelsen til Altinget.

Ifølge Mattias Tesfaye vil der i midten af året blive taget en beslutning om, præcis hvor mange kvoteflygtninge, som Danmark skal modtage. Foreløbigt er de tre familier, der ankommer i weekenden, det første hold af i alt 30 syriske og statsløse kvoteflygtninge, der vil komme til landet i løbet af de næste par måneder.

Hos Radikale Venstre vækker det glæde, at Danmark igen vælger at tage imod kvoteflygtninge.

- Det er en god idé for Danmark at støtte op om FN's kvotesystem, fordi vi på den måde bekæmper menneskesmugling. Kvotesystemet betyder, at flygtninge kan tage til FN-lejre og komme til Europa på den måde i stedet for at tage ud på en farlig rejse, udtaler partiets udlændingeordfører Andreas Steenberg.

Flygtninge og indvandrere har været et meget debatteret emne i den offentlige debat herhjemme de seneste år, og tilbage i 2016 mødte det stor kritik, da daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) bremsede for optaget af flygtninge fra FN’s kvotesystem.

Før 2017 tog Danmark hvert år cirka 500 kvoteflygtninge.

Siden har også Socialdemokratiet mødt kritik, da partiet i 2019 besluttede at tage imod en mindre gruppe af særligt behandlingskrævende flygtninge, hvoraf de fleste var syrere.

Sidste år kaldte Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup det for “et løftebrud i forhold til det, Socialdemokratiet sagde i valgkampen, at de vil bevare den stramme udlændingepolitik”.