Kina: Coronavirus er den største sundhedskrise nogensinde

Kampen mod coronavirus befinder sig på et afgørende stadie, lyder det fra den kinesiske præsident, Xi Jinping.
Den kinesiske præsident, Xi Jinping, ses her under et besøg ved et sundhedscenter i Biejing den 10. februar. (Arkivfoto)
Den kinesiske præsident, Xi Jinping, ses her under et besøg ved et sundhedscenter i Biejing den 10. februar. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

23/02/2020

Kina befinder sig i øjeblikket i landets "største sundhedsmæssige krise", siden det blev grundlagt i 1949.

Det siger den kinesiske præsident, Xi Jinping, søndag i kommentarer på den statslige tv-kanal CCTV. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Det her er en krise for os og en stor prøvelse, tilføjer Xi Jinping.

Præsidenten henviser til et igangværende udbrud af coronavirus.

Det er til en vis grad lykkedes at bekæmpe virusset. Men kampen er "fortsat på et afgørende stadie", lyder det fra Xi Jinping.

Han tilføjer, at Kinas økonomi og samfund generelt vil blive ramt relativt hårdt af det igangværende udbrud af coronavirus.

- Et relativt stort slag på økonomien og samfundet er uundgåeligt, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Coronavirusset brød ud i slutningen af december sidste år. Udbruddets epicentrum var og er millionbyen Wuhan i det centrale Kina.

Siden begyndelsen på udbruddet er over 77.000 kinesere blevet smittet med virusset. 2445 kinesere har mistet livet på grund af det.

Coronavirus har spredt sig til omkring 30 lande over hele kloden.

Det hårdest ramte land ud over Kina er Sydkorea. Her er antallet af smittede steget drastisk de seneste dage. Fra lørdag til søndag gik antallet fra 433 til 602 smittede. Derudover er seks personer døde på grund af virusset.

Også Europa er blevet påvirket af udbruddet. Særlig hårdt ramt er det nordlige Italien, hvor over 100 personer er blevet smittet.

Det er også to italienere, en mand og en kvinde, der er blevet de første europæere til at miste livet som følge af virusset.

Kilde: /ritzau/