Historisk dom: Nu bliver banden LTF opløst

Bande har en fast struktur, mener Københavns Byret, der følger anklagemyndigheden og kræver LTF opløst.
Advokat Michael Juul Eriksen var ikke sen til at anke fredagens dom mod banden Loyal To Familia ved Københavns Byret.
Advokat Michael Juul Eriksen var ikke sen til at anke fredagens dom mod banden Loyal To Familia ved Københavns Byret.

Claes Kirkeby Theilgaard,

24/01/2020

Københavns Byret forbyder banden Loyal To Familia, der skal opløses. Fredagens dom er den første af sin slags.

Kun to gange tidligere har en domstol opløst en forening i Danmark. Første gang var i 1874, da Den Internationale Arbejderforening – en forløber til Socialdemokratiet - blev opløst, fordi man anså den for at have et samfundsomstyrtende formål.

Anden gang var i 1924, da foreningen Nekkab blev forbudt. Foreningen var et samlingspunkt for blandt andre homoseksuelle, og den var forbudt dengang.

I den aktuelle sag mod banden Loyal To Familia har anklagemyndigheden hævdet, at der er tale om en forening, som virker ved vold. Dermed kan den opløses i medfør af en bestemmelse i Grundloven, som ellers garanterer foreningsfriheden.

I byretten har Loyal To Familias advokater protesteret imod indgrebet. De har sagt, at Loyal To Familia ikke er en forening i Grundlovens forstand, men derimod et broderskab.

Bestemmelsen blev indført i Grundloven i 1953, og formålet var at ramme nazikorps og andre, der udgør en trussel mod statsmagten og de grundlæggende frihedsrettigheder, har advokat Michael Juul Eriksen påpeget.

Men retten fastslår i dommen, at banden ligner en forening. Blandt andet blev der under en ransagning fundet et organisationsdiagram. Også fundet af 109 læderveste hos en jysk broderivirksomhed indgår i begrundelsen. Vestene skulle bruges af bandemedlemmer.

De cirka 200 personer knyttet til LTF havde et fælles mål, fastslår en domsmandsret. For eksempel har politiet under sagen kunnet fremlægge regler for adfærd, ligesom der var kontingentbetaling.

Desuden mener retten, at grupperingen har virket ved vold. Et af argumenterne er Højesterets dom afsagt for to år siden mod stifteren og lederen Shuaib Khan. Han er pakistansk statsborger og blev udvist.

Begge betingelser i Grundloven er opfyldt, mener retten, som også godkender et midlertidigt forbud, som Københavns Politi nedlagde 4. september 2018.

Dommens præmisser bliver fredag gennemgået af retsformand Jens Stausbøll. Ingen personer fra banden er mødt op i retten.

Det var i september 2018, at Københavns Politi udstedte et midlertidigt forbud mod LTF. Samtidig blev sagen om et forbud indbragt for retten.

Forinden havde daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) bedt landets øverste anklager om at undersøge muligheden for et forbud. Det skete som reaktion på en række skyderier, hvor flere blev dræbt eller såret.

Kilde: /ritzau/