Nye Borgerlige: Fjern DR fra finansloven

Som reaktion på et omdiskuteret DR-interview med den britiske aktivist Tommy Robinson, melder Nye Borgerlige nu ud, at DR skal have "osteklokken smadret", fjernes fra finansloven og klare sig på markedsvilkår.
Nye Borgerlige mener, at DR skal fjernes fra finansloven efter deres behandling af den britiske aktivist Tommy Robinson. Her ses Peter Seier Christensen og Pernille Vermund, hhv. næstformand og formand for partiet. (Foto: PR-foto fra Nye Borgerlige)
Nye Borgerlige mener, at DR skal fjernes fra finansloven efter deres behandling af den britiske aktivist Tommy Robinson. Her ses Peter Seier Christensen og Pernille Vermund, hhv. næstformand og formand for partiet. (Foto: PR-foto fra Nye Borgerlige)

Claes Kirkeby Theilgaard,

28/01/2020

Den kontroversielle britiske og islamkritiske aktivist Tommy Robinson var for nyligt gæst i DR2-programmet Deadline. Interviewet har siden skabt debat, hvor flere mener, at DR-journalisten Steen Nørskov behandlede Tommy Robinson uretfærdigt.

Nu melder Nye Borgerliges formand Pernille Vermund sig også ind i debatten.

I et blogindlæg på partiets hjemmeside skriver hun om interviewet.

- Forleden gav DR’s program Deadline den perfekte opvisning i, hvordan det går, når de kulturradikale agerer både anklager, jury og dommer over de rigtige meninger. Den engelske aktivist og islamkritiker Tommy Robinson fik en skandaløs dårlig behandling af DR’s journalist Steen Nørskov.

Hun mener, at Tommy Robinson-interviewet er udtryk for en generel tendens til, at DR lever i sin egen "osteklokke". Den osteklokke skal smadres, mener Pernille Vermund.

- Det er på tide at tage et opgør med DR. Det har været et problem i årtier, at DR forvrænger virkeligheden for danskerne. Og det bliver ikke bedre. Det kan ikke repareres.

Hvert år modtager DR omtrent tre milliarder i statsstøtte. Hvis det står til Pernille Vermund, skal det være slut. Hun mener ikke, at der skal være statsejede medier i et moderne samfund.

- Løsningen er at fjerne DR fra Finansloven og kræve, at DR klarer sig på markedsvilkår. Der skal slet ikke være statsejede medier i et moderne samfund. Det er et misfoster, som skaber en masse problemer.

I stedet foreslår hun, at DR-milliarderne gives tilbage til danskerne, og at der eventuelt for nogle af pengene oprettes en pulje, som private tv-stationer kan søge.

- De fleste af de tre milliarder kroner, DR koster, skal gives tilbage til danskerne, som så selv kan købe de tv-programmer og kanaler, de vil se. En del kan vi lægge i en pulje til programmer, som alle private tv-stationer kan søge til programmer om dansk kultur, historie og sprog, som ellers ikke vil blive produceret.