Enhedslisten raser: Truer med at vælte klimaminister

Enhedslisten vil have gang i klimaforhandlingerne og truer nu med at vælte klimaminister Dan Jørgensen.
- Jeg er simpelthen kommet i tvivl om, hvorvidt Dan Jørgensen magter denne opgave som klimaminister, siger Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper.(Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
- Jeg er simpelthen kommet i tvivl om, hvorvidt Dan Jørgensen magter denne opgave som klimaminister, siger Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper.(Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

23/02/2020

Det går for langsomt med at indfri løfterne på klimaområdet, mener Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper. Hun er kommet i tvivl om, hvorvidt den socialdemokratiske klimaminister Dan Jørgensen er egnet til sit job og truer nu med at vælte ham, hvis der ikke handles hurtigt.

Det skriver Berlingske.

For tre måneder siden blev klimaloven vedtaget med en målsætning om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70%. Siden da er der ikke sket meget, og hvis ikke Dan Jørgensen får gang i klimaforhandlingerne snart, skal han ifølge Pernille Skipper til at se sig om efter et nyt job.

- Mange vil udlægge det som en trussel. Det er i hvert fald helt tydeligt, at hvis klimaministeren ikke magter opgaven, og statsministeren ikke vil tage ansvar og finde nogen, der kan, så må vi jo tage affære, siger hun til Berlingske.

- Jeg er simpelthen kommet i tvivl om, hvorvidt Dan Jørgensen magter denne opgave som klimaminister, lyder den kontante udmelding fra Pernille Skipper.

Også Radikale Venstres partileder Morten Østergaard er ved at miste tålmodigheden. Han kritiserer, at de socialdemokratiske ministre er “håndstyret fra Statsministeriet” og kræver en aftale på klimapolitikken inden den 5. juni.

- Vi har aftalt, at klimaet skulle sættes øverst, og at klimaloven blev efterfulgt af en klimahandlingsplan. Det betyder, at der senest 5. juni er en aftale på plads, siger Østergaard til Berlingske.

Klimaministeren vil - som det efterhånden er blevet kutyme for socialdemokratiske ministre - ikke stille op til interview om sagen.

I en kort skriftlig kommentar afviser han dog kritikken. Dan Jørgensen kan “ikke genkende billedet af, at regeringen skulle sidde på hænderne”, og understreger, at han også selv er utålmodig efter at komme i gang.