Mulig kontrovers: Marie Krarup forlader DF-ledelse

Marie Krarup undersøgte, om medlemmer er tilfredse med deres betjening. Det skulle have ført til kontrovers.
Marie Krarup forlader Dansk Folkepartis gruppebestyrelse. (Arkivfoto).
Marie Krarup forlader Dansk Folkepartis gruppebestyrelse. (Arkivfoto).

Claes Kirkeby Theilgaard,

16/01/2020

Siden valget i juni har Marie Krarup været en del af Dansk Folkepartis gruppebestyrelse, men hun vælger nu at udtræde, hvilket betyder, at Liselott Blixt bliver nyt medlem.

Det skulle være sket efter Krarups eget ønske, så hun får mere tid til sine ordførerskaber frem for det organisatoriske arbejde, oplyser partiet på Twitter.

Ifølge Erik Holstein, der er politisk kommentator på netmediet Altinget, skyldes hendes farvel dog en kontrovers i partiet.

Hun skulle af egen hånd have iværksat en rundspørge om, hvorvidt den faglige hjælp til ordførerne var god nok. Vel at mærke uden at have orienteret om det, og det udløste kritik.

Konklusionen på rundspørgen var, at de menige medlemmer af gruppen savner assistance til at få deres historier i medierne samt på Facebook og Twitter.

Gruppebestyrelsen består nu af formand Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen, René Christensen og Liselott Blixt.

Sagen kommer efter en diskussion om, hvorvidt partiets medlemmer rundt om i landet er blevet serviceret godt nok af partiet, så de kunne tage diskussionerne om partiets politik.

Der har været mangler, erkendte formand Kristian Thulesen Dahl forleden i et interview med Altinget.

- Når jeg kom ud på gader og stræder, så kunne jeg se, at der var mange af vores folk, der hellere ville stå for at hente kaffe end at snakke med vælgere, fordi de ikke følte sig klædt ordentligt på til at forsvare vores politik, sagde Thulesen.

Siden det store sammenbrud ved valget 5. juni sidste år, hvor partiet gik fra 37 til 16 mandater, har han mødtes med partiets græsrødder og folkevalgte rundt om i landet.

Partiet har netop ansat tre assistenter, der skal hjælpe med håndteringen af de sociale medier.

Kilde: /ritzau/