S-regeringen slår ny rekord i popularitet

Den socialdemokratiske regering slår popularitetsrekord ifølge ny måling af ministertilfredsheden.
Statsminister Mette Frederiksen og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er de to mest populære ministre i den socialdemokratiske regering. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er de to mest populære ministre i den socialdemokratiske regering. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

25/01/2020

Danskerne virke til at kunne lide den socialdemokratiske regering anført af statsminister Mette Frederiksen. Det er i hvert fald konklusionen på en ny måling af ministertilfredsheden fra YouGov, skriver B.T.

Ifølge denne måling får de socialdemokratiske ministre i gennemsnit en bedømmelse på 3,24 på en skala fra 1 til 5. Siden YouGov begyndte at måle ministertilfredsheden i 2009, er dette det højeste tal, de har målt.

I YouGov-målingen indtager Mette Frederiksen førstepladsen med en score på 3,63. På andenpladsen er udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, mens beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling nordisk samarbejde, Mogens Jensen, tager bundplaceringerne.

Dog skal målingen tages med det forbehold, at Socialdemokratiet ikke har været i regering særligt længe. Typisk for denne slags målinger er, at regeringer er mest populære i starten af deres embedsperiode. Det gjorde sig gældende for både Thorning-regeringen og senest også VLAK-regeringen.

Politisk kommentator Jarl Cordua har også tidligere udtalt til B.T., at Mette Frederiksen og hendes regering inden længe kan risikere at dale i popularitet.

- Det helt store løfte fra Socialdemokratiet er tidligere pension til nedslidte. Hvis ikke Frederiksen leverer på det i år, kan hun løbe ind i de samme problemer med løftebrud, som blev Thornings eftermæle.

YouGov har sprugt 1.254 repræsentativt udvalgte personer over 18 år om, hvad de synes om hver af regeringens 20 ministre. Rundspørgen er gennemført i perioden 10. til 13. januar 2020. Den maksimale usikkerhed i undersøgelsen er +/- 2,8 procentpoint.