SF vil have loft for topchefers lønninger

Nu vil Socialistisk Folkeparti have et loft for, hvor meget topchefer må få i løn. En topchef skal i udgangspunktet maksimalt kunne tjene 20 gange mere end den lavestlønnede i samme virksomhed, foreslår partiet.
Jacob Mark fra Socialistisk Folkeparti på Christiansborg. (Foto: William Vest-Lillesøe/Wikimedia Commons)
Jacob Mark fra Socialistisk Folkeparti på Christiansborg. (Foto: William Vest-Lillesøe/Wikimedia Commons)

Claes Kirkeby Theilgaard,

24/01/2020

Socialistisk Folkeparti vil have et loft for topchefers lønninger. Helt konkret foreslår partiet, at en topchef ikke må tjene mere end 20 så meget som den lavestlønnede i samme virksomhed.

Det fortæller SFs gruppeformand Jacob Mark i et interview med Politiken.

- Jeg tror, det er gift for vores samfund, hvis der bliver for langt fra dem, det tjener mindst, til dem, der tjener mest, og jeg tror, der er mange, der har helt almindelige jobs, der tænker: ’Hvorfor skal der sidde nogle i toppen, som tjener så meget? Hvad er det, der gør, at de er så meget mere værd end os andre’, siger Jacob Mark om forslaget.

Han fortæller endvidere, at SF har ladet sig inspirere af Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen, der tidligere har luftet idéen om et loft for topchefers lønninger.

Dog er den socialdemokratiske erhvervsminister Simon Kollerup tøvende overfor forslaget. Han er enig i intentionen bag forslaget, fortæller han.

Men han er ikke sikker på, at det konkrete forslag er det rette.

- Jeg er ikke sikker på, at det konkrete forslag fra SF er det rigtige politiske tiltag.

Forslaget møder kritik fra Venstre og Dansk Folkeparti, mens Radikale Venstre er skeptiske og Enhedslisten hellere vil have deres egen model med en millionærskat på 70%.