Afghanistan og Taliban forsøger sig med ny våbenhvile

Hvis den delvise våbenhvile træder i kraft og bliver respekteret vil det være et historisk skridt i den mere end 18 år lange konflikt i Afghanistan.
USA's udenrigsminister, Mike Pompeo (tv.) udveksler håndtryk med Afghanistans præsident,  Ashraf Ghani (th.) efter at de to mænd drøftede mulighedne for en ny fredelig udvikling i landet i sidste weekende ved en sikkerhedskonference i München.
USA's udenrigsminister, Mike Pompeo (tv.) udveksler håndtryk med Afghanistans præsident, Ashraf Ghani (th.) efter at de to mænd drøftede mulighedne for en ny fredelig udvikling i landet i sidste weekende ved en sikkerhedskonference i München.

Claes Kirkeby Theilgaard,

21/02/2020

Taliban og afghanske sikkerhedsstyrker er enige om, at volden i Afghanistan skal reduceres i de kommende syv dage fra midnat (klokken 20.20 dansk tid).

Den afghanske regering har ellers ikke været en del af de samtaler, der er foregået mellem USA og Taliban.

Aftalen kan føre til mere omfattende aftaler om en tilbagetrækning af de amerikanske styrker i Afghanistan.

Og derefter til egentlige forhandlinger mellem den afghanske regering i Kabul og Taliban.

- Reduceringen i vold indledes ved midnat i dag og vil vare i en uge, siger Javed Faisal, som er talsmand for Afghanistans Nationale Sikkerhedsråd.

Taliban har ikke umiddelbart reageret, og de amerikanske styrker i landet afviser umiddelbart at kommentere sagen.

Hvis den delvise våbenhvile træder i kraft og bliver respekteret vil det være et historisk skridt i den mere end 18 år lange konflikt i Afghanistan.

Den afghanske præsident, Ashraf Ghani, sagde tirsdag, at den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, havde ringet til ham og fortalt om positive udviklinger i forhandlingerne i Doha mellem USA og Taliban.

Ghani skrev på Twitter, at der var håb om at sikre en betydelig og varig reduktion i volden i en aftale med Taliban.

Forhandlingerne blev indledt for over et år siden, men de har stået i stampe, fordi Taliban ikke klart har nedtrappet antallet af bombeanslag og andre

En reduktion af volden vil vise, at Talibans ledelse kan kontrollere bevægelsens styrker og skabe god tro op til forhandling om en mere vidtrækkende aftale, hvor USA trækker halvdelen af de op mod 13.000 soldater i landet hjem.

USA og Taliban har tidligere været meget tæt på en sådan aftale, hvor Taliban giver sikkerhedsgarantier til USA og Kabul. Men præsident Donald Trump opgav aftalen, efter Taliban udførte en blodig bombemassakre.

Afghanske embedsmænd siger, at en aftale mellem USA og Taliban kan blive underskrevet i næste uge - den 29. februar i Doha - forudsat, at volden reduceres i den kommende uge.

Danmark har cirka 155 soldater i Afghanistan.

Iagttagere siger, at enhver våbenhvile i Afghanistan er skrøbelig, og de advarer om, at der hurtigt kan opstå komplikationer - eller at de krigende parter udnytter situationen til at omgruppere.

Taliban blev fjernet fra magten i Afghanistan ved en amerikanskledet invasion af landet efter al-Qaeda-angrebene i USA 11. september 2001.

En aftale, som vil betyde en afslutning på USA's længste krig, vil indebære forskellige sikkerhedsgarantier fra Taliban og bane vej for forhandlinger mellem de islamistiske oprørere og regeringen i Kabul.

Kilde: /ritzau/Reuters