Afsløring: Afrikas rigeste kvinde har plyndret sit land for milliarder

Mere end 700.000 lækkede dokumenter viser, hvordan Angolas tidligere præsidents datter opbyggede enorm formue.
Isabel dos Santos, hvis far er tidligere præsident i Angola, har angiveligt svindlet sig til en milliardformue. Det viser et omfattende læk, som mere end 120 journalister har behandlet (Arkivfoto).
Isabel dos Santos, hvis far er tidligere præsident i Angola, har angiveligt svindlet sig til en milliardformue. Det viser et omfattende læk, som mere end 120 journalister har behandlet (Arkivfoto).

Claes Kirkeby Theilgaard,

20/01/2020

Et stort netværk af undersøgende journalister har løftet sløret for, hvordan Isabel dos Santos - der beskrives som Afrikas rigeste kvinde - angiveligt gennem lyssky aftaler har opbygget en milliardformue.

Isabel dos Santos' far, José Eduardo dos Santos, er tidligere præsident i det sydafrikanske, olierige land Angola.

Den prisvindende gravergruppe International Consortium of Investigative Journalist (ICIJ) har i samarbejde med store medier som britiske BBC og The Guardian, amerikanske The New York Times og tyske Süddeutsche Zeitung offentliggjort et omfattende læk under navnet "Luanda Leaks".

Her fremgår det, at Isabel dos Santos angiveligt gennem sin status som præsidentdatter sikrede sig favorable aftaler hos statslige selskaber i Angola.

Tilbage i 2006 købte hun blandt andet en andel i det portugisiske olieselskab Galp. Hun købte andelen af Angolas statslige olieselskab, Sonangol.

Dos Santos fik lov til blot at betale 15 procent af prisen og låne resten af pengene af Sonangol til en lav rente. Det drejede sig om 63 millioner euro.

I dag er hendes andel i Galp mere end 750 millioner euro værd.

Den i dag 46-årige Isabel dos Santos sikrede sig også en favorabel aftale hos det statslige diamantselskab Sodiam, skriver BBC.

Hun skal blandt andet have gemt pengene i en lang række skuffeselskaber.

- En hær af vestlige finansselskaber, advokater, revisorer og regeringsansatte hjalp med at gemme midlerne fra skattemyndighederne, skriver ICIJ.

Angolas myndigheder har også tidligere anklaget Isabel dos Santos for at have styret betalinger til en værdi på op mod en milliard dollar fra Sonangol og Sodiam til sig selv og hendes mand, Sindika Dokolo.

I slutningen af december blev Isabel dos Santos' midler indefrosset i Angola.

Hun afviser selv at have gjort noget forkert.

- Min formue er bygget på min karakter, min intelligens, min uddannelse, min arbejdsindsats og min vedholdenhed, skriver hun på Twitter.

Isabel dos Santos' far forlod præsidentposten i Angola i 2017.

Kilde: /ritzau/