Ayatollah skal lede stor fredagsbøn i forsøg på at samle Iran

For første gang i otte år vil Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, lede fredagsbønnen i Teheran.
Irans øverste leder, Ali Khamenei, ventes fredag at lede fredagsbønnen i Irans hovedstad, Teheran, for første gang siden 2012.
Irans øverste leder, Ali Khamenei, ventes fredag at lede fredagsbønnen i Irans hovedstad, Teheran, for første gang siden 2012.

Claes Kirkeby Theilgaard,

17/01/2020

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, ventes fredag at lede fredagsbønnen i den iranske hovedstad, Teheran.

Det skriver BBC og nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Det bliver første gang i otte år, at den åndelige leder står i spidsen for bønnen. Sidst det skete var i 2012 ved 33-året for landets islamiske revolution, og på et tidspunkt hvor der var stor debat om Irans atomprogram.

Denne gang står Khamenei i spidsen for bønnen, mens det iranske folks kritik tager til over landets nedskydning af et ukrainsk passagerfly og hemmeligholdelsen af nedskydningen i flere dage.

Flyet blev skudt ned onsdag i sidste uge.

Men først lørdag meddelte det iranske militær, at det ved en fejl skød flyet ned med 176 personer om bord. Alle om bord mistede livet i styrtet - herunder mange iranere.

Flyet blev skudt ned, kort efter at Iran havde udført et luftangreb mod to irakiske luftbaser, hvor der blandt andet befandt sig amerikanske og danske soldater.

Det var et modsvar på, at USA i begyndelsen af januar dræbte den magtfulde, iranske militærleder Qassem Soleimani i et droneangreb.

Det iranske nyhedsbureau Mehr skriver ifølge BBC, at Ali Khamenei fredag vil lede bønnen ved Teherans Mosalla-moské. Nyhedsbureauet kæder dog ikke begivenheden sammen med de seneste hændelser.

Det citerer embedsmænd for at sige, at "den iranske nation igen vil demonstrere dens sammenhold og storhed".

Det er traditionelt af stor symbolsk betydning, når den øverste åndelige leder står i spidsen for fredagsbønnen. Det skriver BBC. Det er forbeholdt tider, hvor Irans øverste autoritet ønsker at levere et vigtigt budskab.

Flere af de omkomne ved flystyrtet, der skete nær Teheran, blev torsdag begravet. Her råbte de sørgende blandt andet kritiske slagord mod de iranske myndigheder. Det viser videooptagelser på sociale medier, skriver BBC.

Kilde: /ritzau/