Dyb splid og mistro præger start på rigsretssag mod Trump

Dyb splid mellem republikanere og demokrater. Vi bør have ret til at indkalde vidner, siger demokraten Schiff.
Chefdommeren i USA's højesteret, John Roberts, tager Senatet i ed ved indledningen af rigsretssagen mod præsident Donald Trump.
Chefdommeren i USA's højesteret, John Roberts, tager Senatet i ed ved indledningen af rigsretssagen mod præsident Donald Trump.

Claes Kirkeby Theilgaard,

22/01/2020

USA's senat har tirsdag aften dansk tid indledt rigsretssagen mod præsident Donald Trump for magtmisbrug og for obstruktion over for Kongressen. Kendes han skyldig, vil han blive afsat.

Det sker i dyb uenighed mellem republikanere og demokrater i Senatet, hvor 100 senatorer skal optræde som nævninger. Republikanerne har flertal med 53 senatorer.

Et hold af demokratiske medlemmer fra Repræsentanternes Hus, der skal optræde som anklagere i sagen, ønsker, at der skal kunne indkaldes vidner samt dokumenter fra Det Hvide Hus og udenrigsministeriet.

Det har den republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, på forhånd sagt, at han ikke ønsker. Han har i stedet fremlagt en plan for en proces uden nye vidner eller dokumenter.

Det vigtigste er ikke, om Trump under rigsretssagen bliver kendt skyldig eller ikke skyldig. Det påpeger Adam Schiff, der leder holdet af demokratiske anklagere.

- Det vil være, om præsidenten og det amerikanske folk får en retfærdig rettergang, siger han på Senatets talerstol.

Det er der ikke lagt op til. Tværtimod, siger Schiff. McConnell har fremlagt en proces, der kommer til at vende rigsretssagen på hovedet.

Det bliver en rigsretssag uden vidner og uden dokumenter. Og først når man når til slutningen, kan der overvejes, om nogen andre skal afhøres.

- Vi bør have retten til at indkalde vidner, påpeger han.

Den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, kalder det et "cover up" - altså at McConnell i ledtog med præsidenten er i gang med at dække over en forbryderisk handling.

Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton har erklæret sig villig til at vidne om, hvordan han oplevede Trumps forsøg på at tvinge Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, til at grave snavs op om demokraten Joe Biden.

Den tidligere demokratiske vicepræsident er en sandsynlig modstander for Trump ved præsidentvalget senere i år.

Demokraterne har også bedt om, at budgetdirektøren i Det Hvide Hus, Mick Mulvaney, skal vidne om sit kendskab til, om Trump i strid med loven tilbageholdt 400 millioner dollar - som Kongressen havde bevilget til Ukraine - som afpresning.

Kilde: /ritzau/