Fire døde: Politi stormer regeringskritiske demonstranter i Irak

Politi og demonstranter støder sammen i Bagdad, hvor demonstranterne har slået lejr i de seneste måneder.
Irakiske demonstranter går rundt blandt brændende telte på Tahrir-pladsen i Bagdad, som sikkerhedsstyrker forsøgte at rydde lørdag.
Irakiske demonstranter går rundt blandt brændende telte på Tahrir-pladsen i Bagdad, som sikkerhedsstyrker forsøgte at rydde lørdag.

Claes Kirkeby Theilgaard,

25/01/2020

Fire irakiske demonstranter er dræbt i sammenstød med politiet i hovedstaden Bagdad og i den sydlige by Nassiriya lørdag.

Det oplyser sikkerhedskilder og læger.

Irakiske sikkerhedsstyrker stormede Tahrir-pladsen i Bagdad, hvor demonstranterne har slået lejr. Også i flere byer i det sydlige Irak er politiet rykket ind med tåregas og skud for at få demonstranterne ud.

Det sker få timer efter, at den magtfulde shiamuslimsk leder Moqtada al-Sadr havde meddelt, at han ikke længere er involveret i protesterne mod regeringen.

Moqtada al-Sadr har millioner af tilhængere i Bagdad og i det sydlige Irak.

Sadrs tilhængere, som har været en betydelig kraft i protesterne mod regeringen og har beskyttet demonstranter mod angreb fra sikkerhedsstyrkerne, begyndte at trække sig fra demonstranternes lejre lørdag morgen.

Derpå kom det til sammenstød, da politiet rykkede ind og begyndte at fjerne barrierer på Tahrir-pladsen, hvor demonstranterne har slået lejr i de seneste måneder.

I den forgangne uge er mindst 12 mennesker blevet dræbt i forbindelse med protester flere steder i Irak.

Demonstranterne beskylder premierminister Adel Abdul Mahdi for at være løbet fra sit løfte om at udpege en ny regering, som irakerne vil kunne acceptere.

Irak har været præget af omfattende protester siden 1. oktober, hvor et stort antal irakere gik på gaden med krav om ændringer i regeringssystemet.

Siden da er over 600 demonstranter blevet dræbt, viser en opgørelse fra Amnesty International.

Demonstranterne mener, at hele systemet er grundlæggende korrupt, og at det er medvirkende til, at mange irakere lever i fattigdom i det olierige land.

Fredag opfordrede den magtfulde irakiske shiamuslimske leder storayatollah Ali al-Sistani de politiske partier i Bagdad til at danne en ny regering hurtigst muligt.

Samtidig demonstrerede tusindvis af mennesker fredag mod USA på opfordring fra Moqtada al-Sadr, der leder en af de vigtigste grupperinger i Iraks nationalforsamling.

Kilde: /ritzau/Reuters