Israel vil bygge tusinder nye hjem i omstridt område

Nye hjem til jødiske bosættere er ifølge Israels premierminister på vej i det østlige Jerusalem.
Netanyahu har også godkendt nye bosættelser med tusinder af hjem i Givat Hamatos, som ligger ved siden af det overvejende palæstinensiske område Beit Safafa.
Netanyahu har også godkendt nye bosættelser med tusinder af hjem i Givat Hamatos, som ligger ved siden af det overvejende palæstinensiske område Beit Safafa.

Claes Kirkeby Theilgaard,

20/02/2020

Israel vil bygge tusinder af nye hjem for jødiske bosættere i den annekterede del af det østlige Jerusalem.

Det oplyser premierminister Benjamin Netanyahu torsdag.

Han betegner tiltaget som "store nyheder".

Planen om projektet kommer, to uger før der er valg i landet.

Det omstridte Har Homa-område blev bygget i 1997 under en tidligere Netanyahu-regering.

Premierministeren siger, at han har godkendt projektet "trods modstand fra hele verden". Han forventer, at befolkningen i Har Homa vokser fra 40.000 til 50.000, når de nye hjem i området er på plads.

Netanyahu har også godkendt tusinder af nye hjem til bosættere i Givat Hamatos, som ligger ved siden af det overvejende palæstinensiske område Beit Safafa.

Det vil sikre omkring 3000 hjem for jødiske borgere og 1000 til "de arabiske borgere i Beit Safafa", oplyser premierministeren.

Organisationen Peace Now, som arbejder for en tostatsløsning, udtrykker ærgrelse over Netanyahus udmelding.

Projektet i Givat Hamatos er et "alvorligt tilbageskridt for en tostatsløsning", lyder det fra organisationen.

Israel indtog det østlige Jerusalem i 1967. Senere annekterede Israel også området, men det træk er aldrig blevet anerkendt internationalt.

Jødiske bosættelser i området bliver betragtet som ulovlige af FN.

Netanyahu forsøger i øjeblikket at sikre genvalg. 2. marts skal borgerne for tredje gang på under et år til valg.

Netanyahu er Israels længst siddende premierminister nogensinde. Han har beklædt posten siden 2009 og var også premierminister fra 1996 til 1999.

Israelerne var til valg i april og september sidste år og skal til marts altså igen i stemmeboksen. Årsagen er, at det hverken er lykkedes for Netanyahu eller den tidligere hærchef Benny Gantz at samle flertal om en regering.

Kilde: /ritzau/AFP