Ny aftale: Afslutning på seks år lang borgerkrig nærmer sig

Præsident og oprørsleder i Sydsudan er enige om aftale, der kan afslutte seks år lang borgerkrig.
Det var en uenighed mellem præsident Salva Kiir (t.v.) og Riek Machar (t.h.), der skubbede den unge nation ud i en blodig borgerkrig i slutningen af 2013. Krigen kom, to år efter at landet efter en hård kamp havde opnået selvstændighed.
Det var en uenighed mellem præsident Salva Kiir (t.v.) og Riek Machar (t.h.), der skubbede den unge nation ud i en blodig borgerkrig i slutningen af 2013. Krigen kom, to år efter at landet efter en hård kamp havde opnået selvstændighed.

Claes Kirkeby Theilgaard,

20/02/2020

Præsidenten i Sydsudan, Salva Kiir, og oprørsleder Riek Machar er torsdag blevet enige om at forme en enhedsregering.

Det er stort og længe ventet skridt mod at afslutte en seks år lang borgerkrig i landet.

- Vi er blevet enige om at forme en regering om to dage den 22. februar. Vi diskuterer stadig andre ting, og jeg tror på, at vi løser dem, siger oprørsleder Machar efter et møde mellem de to parter.

Kiir har efterfølgende bekræftet, at der er enighed om at forme en regering sammen for tredje gang. Det er de to foregående gange endt katastrofalt.

Det var en uenighed mellem de to mænd, der skubbede den unge nation ud i en blodig borgerkrig i slutningen af 2013. Krigen kom, to år efter at landet efter en hård kamp havde opnået selvstændighed.

- Som præsident vil jeg i morgen udnævne vicepræsidenterne. Og jeg vil starte med at udpege Riek (Machar, red.) i morgen. Jeg vil opløse regeringen i dag og forme en ny regering den 22. februar.

- Disse ændringer vil skabe fred, siger præsident Salva Kiir.

Enigheden mellem de to har været længe undervejs. Og der har været international frygt for, at en borgerkrig af parterne ville blive genoptaget, hvis ikke de nåede til enighed.

I december meldte de også ud, at de var blevet enige om at forme en regering. Men det er tilsyneladende først torsdag, at de afgørende detaljer er faldet på plads.

Efter to års borgerkrig indgik parterne en fredsaftale i 2015, men den kollapsede, efter Machars oprørsstyrker blev tvunget ud af hovedstaden Juba af regeringsstyrkerne.

Titusinder af mennesker har mistet livet i den blodige konflikt.

Kilde: /ritzau/AFP