USA bekræfter endnu et tilfælde af Kina-virus - 50 undersøges

En amerikansk kvinde i 60'erne er blevet smittet med den frygtede corona-virus, som menes at stamme fra Kina.
På et hospital i den kinesiske millionby Wuhan tages alle forholdsregler i brug, når patienter med den frygtede corona-virus behandles. Virusset har foreløbig spredt sig til syv lande. (arkivfoto).
På et hospital i den kinesiske millionby Wuhan tages alle forholdsregler i brug, når patienter med den frygtede corona-virus behandles. Virusset har foreløbig spredt sig til syv lande. (arkivfoto).

Claes Kirkeby Theilgaard,

25/01/2020

En kvinde i 60'erne fra den amerikanske storby Chicago er blevet smittet med den potentielt dødelige corona-virus, der menes at stamme fra den kinesiske by Wuhan.

Det oplyser sundhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er det andet tilfælde af corona-virus, der foreløbig er blevet konstateret på amerikansk jord.

Ud over det bekræftede tilfælde bliver yderligere 50 personer undersøgt på grund af en mistanke om, at de kan være smittede.

Den amerikanske kvinde, der nu er blevet inficeret, har det efter omstændighederne godt.

- Jeg kan med glæde oplyse, at hun har det godt og er i stabil tilstand, siger Alison Arwady, talsmand for sundhedsmyndighederne i Chicago, ifølge AFP.

Den 21. januar blev det bekræftet, at en mand i 30'erne fra Seattle var blevet smittet med virusset, der altså menes at stamme fra den kinesiske millionby Wuhan.

Foreløbig er flere end 800 personer blevet smittet med virusset i alt, og mindst 26 personer er foreløbig omkommet - alene i Kina.

Samtidig spredes virussen tilsyneladende til flere og flere lande.

Senest er der konstateret tilfælde i Vietnam og Singapore, hvilket bringer antallet af berørte lande op på otte.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er det for tidligt at klassificere udbruddet af corona-virus som en international sundhedskrise.

Det skyldes, at der endnu ikke er tegn på smittespredning i områder uden for Kina.

I Danmark er der foreløbig heller ingen panik hos Statens Serum Institut.

- Vi følger selvfølgelig stadig udbruddet nøje. Selv om der er set tilfælde i flere kinesiske provinser og rejserelaterede tilfælde uden for Kina, er det heldigvis stadig kun i Wuhan, at der er tegn på betydende smitte, siger afdelingschef Tyra Grove Krause.

Kilde: /ritzau/