Direktør i modsvar til tilhænger af arveafgift: Min virksomhed har bidraget med 25 millioner kroner til statskassen sidste år. Hvad har du bidraget med?

Finn Cederstrøm, der er direktør i familievirksomheden Resino Trykfarver A/S har i Berlingske skrevet et modsvar til en tilhænger af arveafgift, de...

Claes Theilgaard,

21/08/2019

Finn Cederstrøm, der er direktør i familievirksomheden Resino Trykfarver A/S har i Berlingske skrevet et modsvar til en tilhænger af arveafgift, der sidste uge harcelerede mod højrefløjens kamp for at afskaffe denne skat. Cederstrøms virksomehed har altid sat Danmark først, betalt sin skat og sikret danske arbejdspladser, men takken for dette er en høj arveafgift, når virksomheden inden længe skal overdrages til hans børn.

Hvor bliver jeg ked af det og i dårligt humør af at læse din kronik om dit syn på arveafgift, Michael H. Jørgensen. Du underkender og nedgør mig med dine synspunkter baseret på forlængst forældet teori om meritokratiske samfund, som vi andre, der rent faktisk arbejder i industrien anno 2019, ikke kan bruge til noget.


Vi tog engang en chance ved at starte en virksomhed, og vi har kæmpet hele vores liv for at tjene penge og skabe arbejdspladser til gavn for hele Danmark.

Måske kender du bare ikke de SMVer, som hele Danmark lever af? Så lad mig give dig et konkret eksempel, min egen – som snart bliver mine børns:
Det stod ikke i stjernerne, at jeg skulle blive virksomhedsejer. Min far døde tidligt, min mor skaffede til dagen og vejen som Tatol-købmand og jeg er gået ud af 9. klasse. Jeg pantsatte alt, jeg ejede, til at starte virksomhed, og det første år omsatte vi for 0,6 mio. kr. og havde én deltidsansat.

I dag, 30 år senere, er vi 50 ansatte fra ufaglærte til ingeniører. Vi omsætter for 200 mio. kr. Vi opretter sprogkurser til vores udenlandske medarbejdere og vi sponsorerer til de lokale idrætsklubber. Vi tager vores del af ansvaret – med glæde.

Samtidig tilføjer Finn Cederstrøm, at hans virksomhed sidste år bidrog med hele 25 mio. kr. til statskassen i form af skatter og afgifter og at han valgte at holde virksomheden i Danmark, selv da et attraktivt købstilbud om at rykke den til Tyskland var på bordet. Cederstrøm slutter sit modsvar af med et spørgsmål, der bør føre til eftertanke hos alle Danmarks tilhængere af arveafgiften:

Mine børn kommer ikke til at arve penge, men produktionsudstyr, bygninger, lager, debitorer osv. Hvis alt dette skal belånes for at betale 30 pct. arveafgift, kommer det til at hindre vores vækst og udvikling og flere arbejdspladser forsvinder. Det vil Danmark ikke blive rigere af. Vær venlig at fortælle mig, hvem der vil have gavn af dette?