Thomas Estrup Westenholz: Nej, vi skal ikke hæve arveafgiften

Thomas Estrup Westenholz giver Lasse Pagh svar på tiltale

Claes Theilgaard,

22/09/2019

Thomas Estrup Westenholz giver Lasse Pagh svar på tiltale. Spørger man Westenholz, er det helt galt som Pagh at foreslå, at vi skal hæve arveafgiften:

Venstrefløjen er glade for debatten om arveafgiften. Forhøjelsen fra 6 til 15% er rimelig og retfærdig – eller sådan lyder parolen i hvert fald. Det forekommer ikke overraskende. Selvom Danmark er et af de mest lige lande i verden, så forsøger folk fra SF og Enhedslisten alligevel at fremstille et billede af Danmark som et feudalistisk klassesamfund.

Men det er ikke kun venstrefløjen, som mener arveafgiften er en god idé. Venstres ægte liberale og evigt midtsøgende folketingsmedlem, Jan E. Jørgensen, har også forsvaret arveafgiften.

Nærværende medies blogger fra Radikale Venstre, Lasse Pagh, forsvarer også forhøjelsen i et blogindlæg. Arveafgiften er ”ren og skær retfærdighed” lyder det første af hans fem punkter. ”Der er noget grundlæggende uretfærdigt i, at nogen personer allerede fra starten af livet kan se frem til at arve enorme mængder af penge, som de aldrig selv har tjent”. Er det retfærdigt at staten konfiskerer penge, som allerede er beskattet, får man lyst til at spørge? Og er det på den lange bane i samfundets interesse?