Britisk regering blander sig i anklager mod Manchester City

Der spekuleres i, om storpolitiske årsager holder Premier Leagues sag mod Manchester City tilbage.
Abu Dhabi er en del af de Forenede Arabiske Emirater, hvis vicepræsident og -premierminister Sheikh Mansour bin Zayed Al Nahyan siden 2008 har været hovedaktionær i Manchester City. (Arkivfoto).
Abu Dhabi er en del af de Forenede Arabiske Emirater, hvis vicepræsident og -premierminister Sheikh Mansour bin Zayed Al Nahyan siden 2008 har været hovedaktionær i Manchester City. (Arkivfoto).

Ritzau Ritzau,

23/09/2023

Den britiske regering indrømmer at have blandet sig i anklagerne om de brud på Premier Leagues finansielle reglement, som ligaen har fremført mod Manchester City.

Det skriver mediet The Athletic.

Således har regeringen erkendt, at den britiske ambassade i Abu Dhabi samt udenrigsministeriet har diskuteret anklagerne. Det konkretiseres ikke yderligere.

Abu Dhabi er en del af de Forenede Arabiske Emirater, hvis vicepræsident og -premierminister Sheikh Mansour bin Zayed Al Nahyan siden 2008 har været hovedaktionær i Manchester City.

Premier League anklagede i februar Manchester City for 115 forskellige brud mod ligaens finansielle regler i perioden 2009/10 samt 2017/18.

Specifikt drejer det sig om, at Manchester City, der afviser anklagerne, ikke skulle have fremlagt den retvisende finansielle information i sin bogføring.

Det er uklart, hvorfor den britiske regering har set sig nødsaget til at blande sig i sagen, der involverer to private, kommercielle parter.

The Athletic har søgt aktindsigt i korrespondenser mellem udenrigsministeriet og den britiske ambassade i Abu Dhabi, men har fået afslag.

Udenrigsministeriet oplyser til mediet, at afslaget skyldes, at sådan korrespondance kan risikere at skade forholdet mellem Storbritannien og de Forenede Arabiske Emirater.

Der spekuleres derfor i, om storpolitiske hensyn holder Premier Leagues efterforskning af Manchester City tilbage.

Offentligheden har fået meget begrænset indsigt i sagen, siden den først så dagens lys.

Siden Manchester City blev solgt til Sheikh Mansour i 2008 har klubben vundet Premier League syv gange, FA Cuppen tre gange, ligacuppen seks gange og Champions League en gang.

Samtidig har man etableret det globale fodboldkonglomerat City Football Group, der foruden Manchester City ejer klubber flere steder i verden, heriblandt i USA og Australien.

Manchester City blev desuden i 2020 af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) dømt for brud på reglerne om Financial Fair Play og udelukket fra europæiske klubturneringer i to år. Dommen blev senere omstødt af Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Kilde: /ritzau/