PostNord i overlevelseskamp: Statsstøtte underkendt af EU-domstolen

Danmark taber sag om statsstøtte til PostNord ved EU-Domstolen anlagt af brancheorganisation.Det kan blive dødsstødet til PostNord, som de seneste år i dén grad har kæmpet for at overleve.
Pressefoto fra PostNord taget af Henrik Petit
Pressefoto fra PostNord taget af Henrik Petit

Lars Bjørknæs,

05/05/2021

EU-Domstolen har annulleret en EU-godkendelse af dansk statsstøtte til PostNord, meddeler domstolen onsdag i en pressemeddelelse.

Sagen udspringer af en klage fra Danske Fragtmænd og brancheorganisation for den danske vejgodstransport (ITD).

De havde krævet, at EU-Kommissionens beslutning om at godkende statsstøtte til PostNord i 2018 skulle annulleres.

Sagsøgerne begrundede klagen i, at EU-Kommissionen ikke havde indledt en formel undersøgelsesprocedure, som EU-traktaten kræver.

I et referat af dommen hedder det blandt andet, at "EU-Kommissionen ved blot at konstatere, at PostNord er en offentlig virksomhed, foretog en utilstrækkelig analyse af statens involvering".

Sagsøgerne har peget på, at den statslige kompensation, som PostNord modtager for sin pligt til at bringe post ud, er uforenelig med reglerne i EU's indre marked.

Desuden klagede sagssøgerne over momsfritagelsen til PostNord og en stor kapitalindsprøjtningen i 2017.

PostNord har pligten til at bringe post ud i Danmark, og denne opgave udgør ifølge selskabet en tredjedel af PostNord Danmarks samlede salg.

Denne andel har været faldende, mens PostNord samtidig har fået meget mere uddeling af pakker, som er et marked i stor vækst på grund af stigende e-handel.

Her er PostNord i konkurrence med andre selskaber. De har længe argumenteret for, at statsstøtten giver PostNord en urimelig fordel i konkurrencen.

ITD mener, at udgifterne i PostNord ikke "fordeles fair mellem konkurrenceudsatte og befordringspligtige produkter", sagde ITD-direktør Carina Christensen i forlængelse af et samråd i Folketinget i april.

Kilde: /ritzau/