Lav fødselsvægt øger risiko for alvorlig sygdom

Jo lavere fødselsvægt jo højere er risikoen, viser studier.
Knap 350.000 danskere lever med enten diabetes 1 eller 2. Nu viser forskning, at en lav fødselsvægt kan være årsag til at udvikle diabetes 2.(Arkivfoto).
Knap 350.000 danskere lever med enten diabetes 1 eller 2. Nu viser forskning, at en lav fødselsvægt kan være årsag til at udvikle diabetes 2.(Arkivfoto).

Jens Asbjørn Bøgen,

14/06/2023

Det er ikke kun livsstil og arvelighed, der spiller ind med hensyn til, om du udvikler type 2-diabetes.

Også din fødselsvægt er en væsentlig risikofaktor for at udvikle kompliceret type 2-diabetes i en tidlig alder.

Det viser to danske studier.

Overrasket forsker

Overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen Allan Vaag, der også er professor på Lunds Universitet, har forsket i sammenhængen mellem fødselsvægt og udviklingen af type 2-diabetes i 25 år.

Han er overrasket over så tydeligt at have fundet en ny risikomarkør.

- Jeg er forbløffet over resultaterne, som er helt entydige og klare: Jo lavere fødselsvægt jo større er risikoen for at få type 2-diabetes.

- Vi ser en helt lineær kurve. Fødselsvægt viser sig at være en selvstændig risikofaktor på linje med din genetik og din familiehistorie, hvilket er helt ny og banebrydende viden, siger han i en pressemeddelelse.

Flere hundrede tusinde danskere

Næsten 350.000 danskere har diabetes. Heraf lever omkring 300.000 med type 2-diabetes.

Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, hvor ens blodsukker er forhøjet, fordi kroppen enten ikke kan udnytte insulinen eller ikke producerer nok.

Insulin hjælper cellerne med at optage sukkerstofferne fra den mad, vi spiser, så hvis ikke sukkerstofferne kan komme ind i cellerne, stiger blodsukkeret.

Sygdommen viser sig oftest i voksenalderen, men flere og flere yngre får også diagnosen.

Kilde: /ritzau/