Drab på kvinde med baby på armen i Malmø udløser politisk vrede

Mandag ved 10-tiden blev en ung kvinde med en baby på armen skudt brutalt ned på åben gade i Malmø i Sverige

Claes Theilgaard,

27/08/2019

Mandag ved 10-tiden blev en ung kvinde med en baby på armen skudt brutalt ned på åben gade i Malmø i Sverige. Motivet er endnu ikke kendt, men da kvinden blev dræbt, var hun sammen med faren til babyen, der ifølge flere svenske medier har ”kriminel baggrund både i Sverige og Danmark”.

Uanset motiv lægger sig i forlængelse af flere andre voldsomme voldshandlinger og drab, der over en årrække har fundet sted i Malmø. Efterhånden er Malmø blevet kendt og berygtet for at være en by, der er ude af kontrol og som er plaget af integrationsproblemer, parallelsamfund og bandekrige.

Flere politikere på tværs af det politiske spektrum har ovenpå det bestialske mord udtrykt deres vrede og talt om behovet for en hårdere linje og strengere straffe.