Dansk journalist stemplet som terrorstøtte: "Jeg blev angivet til tyrkisk sikkerhedstjeneste"

Flere danskere står oplistet i en over 600 sider lang tyrkisk rapport om PKK, Kurdistans Arbejderparti, et parti, der er på terrorlisten i flere lande. Rapporten, der er udarbejdet af tænketanken Seta, en tænketank med tætte forbindelse til den tyrkiske regering, nævner flere danskere som PKK-støtter og terrorsympatisører, herunder politikere som Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokratiet.

Det er ikke helt uden konsekvenser at blive oplistet i rapporten fra Seta. De danskere, der er nævnt i rapporten, kan risikere fængsling, hvis de rejser ind i Tyrkiet samt kan blive udsat for trusler herhjemme fra tyrkiske miljøer på grund af deres stempling som PKK-støtter.

Også Deniz Serinci er blandt de danskere, der fremhæves i rapporten som PKK-støtter. Serinci er en dansk journalist, der især beskæftiger sig med Mellemøsten. Bl.a. driver han netmediet Jiyan.dk - Danmarks kurdiske avis. Serincis navn er nævnt over 50 gange i den lange rapport, og ligesom de andre danskere, der er nævnt i Seta's rapport, er han blevet ringet op af PET.

I Deniz Serincis tilfælde har det store konsekvenser at blive stemplet som PKK-støtte i Tyrkiet. 

- Der er så mange journalister, der er blevet fængslet i Tyrkiet, og jeg kan ikke lade være at tænke, om turen nu er kommet til mig. Jeg har været i kontakt med PET og sagt til dem, at jeg er blevet angivet og har sendt de oplysninger, jeg har. Jeg håber, at de undersøger det, fortæller Deniz Serinci, der på baggrund af rapporten ikke længere tør rejse til Tyrkiet.

- Det her gør, at jeg ikke tør tage til Tyrkiet og besøge min syge mor. Jeg frygter at blive anholdt i lufthavnen, siger han til DR.

Læs artikel

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere