Læs dette, inden du stemmer på Enhedslisten

KRONIK: Læs dette, inden du stemmer på Enhedslisten

Enhedslisten står i de fleste meningsmålinger til at blive det fjerde største parti. Noget, som giver anledning til bekymring på landets vegne, efter at have gået i dybden med, hvad partiet i grunden står for. Ser vi bort fra Enhedslistens holdning til privat ejendomsret og socialistisk revolution, så er partiets altoverskyggende problem, at de ikke seriøst bekymrer sig om, hvordan alle deres mange politiske forslag skal finansieres. De vil bruge flere penge på:


  • - Velfærd i bred forstand: diverse overførselsindkomster, enorm udvidelse af den offentlige sektor, herunder gratis tandpleje osv.
  • - Grøn omstilling og klima.
  • - Udlændinge og integration.

Hvordan vil Enhedslisten finansiere alt dette?

  • - Arbejdsmarkedsbidraget skal ikke kunne fradrages i grundlaget for topskat.
  • - Formueskat (1% på formuer over 3 millioner årligt).
  • - Beskatning af kapitalindkomst.
  • - Afgift på handel med danske værdipapirer.
  • - Tilslutning til et europæisk samarbejde om skat på finansielle transaktioner.

Kort sagt: de rigeste skal betale mere. Det er utvivlsomt et meget salgbart standpunkt, og jeg kan sagtens forstå tankegangen; millionærerne og milliardærerne kan vel sagtens undvære lidt mere? Problemet er imidlertid, at vi i Danmark for længst er nået smertegrænsen for beskatningen af de rigeste. Det siger sig selv, at der ligesom når en virksomhed prisfastsætter en vare, er et balancepunkt, der giver den største indtægt. I økonomi opereres der med den såkaldte lafferkurve – teorien om en optimal skattesats, der genererer maksimale skatteindtægter. OECD anbefaler Danmark, at vi sænker vores topskat, idet vi pt. befinder os på den forkerte side af lafferkurven, hvad denne skat angår. Dvs. samfundet lider et velstandstab, fordi topskatten er for højt sat. Hvad Enhedslisten foreslår vil derfor ikke føre til øget skatteprovenu for den danske statskasse, tværtimod. Ligeledes vil vi i endnu højere grad opleve nogle af de bivirkninger, en øget beskatning af de rigeste forårsager: hjerneflugt, skattetænkning og en demotiverende struktur. Meget sigende om Enhedslistens måde at anskue økonomi på, skriver de på deres hjemmeside i respons til Skatteministeriets beregninger af en formueskat, at de ”… ikke anerkender de af ministeriet anvendte adfærdseffekter”. Frankrig forsøgte sig eksempelvis med skatteændringer a la Enhedslisten under François Hollande (Socialist Party) og måtte så snart effekterne kunne mærkes, sadle om og indse, at det blot førte til et tab for statskassen.

Hvad angår skat og afgifter i relation til værdipapirer, finansielle transaktioner og kapitalindkomster, så er det efterhånden gamle travere, som ved hvert valg dukker frem, og som aldrig bliver ført ud i livet, da vi gudskelov har et relativt fornuftigt embedsapparat i Danmark, der gang på gang må afvise disse idéer. Nøjagtigt som med forslaget om en øget beskatning af de rigeste, så er der tale om kontraproduktive tiltag, der vil resultere i, at aktiehandlen i øget grad vil forsvinde til de lande, der ikke opkræver denne skat. Det vil ramme danskernes pensionsopsparing i negativ grad og alt i alt føre til et væsentligt indtægtstab for Danmark.

Enhedslistens politik vil således, ifølge gængse regnemetoder, herunder OECD’s og Finansministeriet, blot gøre os fattigere, og dermed umuliggøre alle deres mange ønsker om øget velfærd, offentlig sektor, klima, grøn omstilling og øget indvandring.

Og det er vel det allernemmeste for en politiker overhovedet at stille sig op og agere den glade giver, uden seriøst at forholde sig til, hvordan der skal betales. Enhedslistens debatform i diverse politiske udsendelser starter, stort set uden undtagelse med, at repræsentanten fra partiet forsøger at indtage en moralsk overlegen position til repræsentanterne fra de andre partier. Der gives udtryk for en dyb forargelse over, at der ikke er brugt nok penge på det område, der debatteres. På den anden side har du fx en repræsentant fra Det Konservative Folkeparti, der hurtigt vil komme til at indtage en forsvarsposition, og forklare hvorfor det har været en prioriteringssag. Straks kommer vedkommende til at tale om finansiering og penge – og lynhurtigt er der skabt en umiddelbar modpol mellem det gode og det onde. De gode fra Enhedslisten, der gerne vil give flere penge til ”de svage”, og på den anden side den onde fra Konservative, der må forklare, hvorfor de har valgt at prioritere at skære i en given støtte.

Som en sidebemærkning kan det i øvrigt undre, at DR’s ”Mød Partierne” med Kåre Quist vælger at anlægge et meget kritisk syn på Liberal Alliances gennemregnede 2030-plan to valg i træk, hvor der bl.a. er taget kontakt til en professor og værten indtil flere gange påpeger de usikkerhedsfaktorer, der er til stede i planen (hvilket der naturligvis er ved enhver økonomisk plan i den målestok og tidshorisont). Omvendt har Enhedslisten for to valg i træk, i samme program, ikke modtaget et eneste spørgsmål vedrørende deres finansieringsplan.

Jeg tror oprigtigt, at Enhedslisten ønsker at kæmpe ”de svages” sag, men kontraproduktiv er beklageligvis atter nøgleordet man kan hæfte på måden, hvorpå de ønsker denne kamp kæmpet. Enhedslisten foreslår eksempelvis at sætte kontanthjælpen op på et niveau, hvor den vil skabe problemer for den modtagende gruppe. Det siger sig selv, at enhver arbejdsgiver er tvunget til at betale en højere løn end hvad kontanthjælpen lyder på. Når kontanthjælpen når et for højt niveau, vil det generelt set blive for dyrt for de givne arbejdsgivere at ansætte denne gruppe til lavtlønsjobs, og dermed vil effekten være, at man fastholder langt flere mennesker i en ærgerlig situation. Hensigten er naturligvis rar, men det bærer som så meget andet af partiets politik præg af feel-good fremfor rationalitet. Og det er i virkeligheden min største anke for Enhedslisten: gruppen, de kærer sig mest om, er den, der vil opleve de største problemer.

Så har vi den historiske dimension. Enhedslistens ældre medlemmer har mange en fortid i DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) – dvs. der er tale om folk, der troede på kommunismen, og flere der muligvis stadig gør. Nu er de så blevet mere moderate, givetvis i erkendelse af dels at kommunismen fejlede, og dels at der ikke er stemmer i det. Nu vedkender de sig i stedet socialisme, som ligeledes har fejlet samtlige gange det er forsøgt implementeret et sted i verden – se eksempelvis Venezuela som det mest dugfriske eksempel. Enhedslisten har længe forsvaret den førte, socialistiske politik i Venezuela, og nu hvor landet reelt er kollapset, er partiets officielle svar til situationen, at landets nedtur skyldes, at der var ”for lidt socialisme”. Med andre ord er der intet der tyder på, at partiet nogensinde vil tage ved lære af andre landes erfaringer med den kollektivistiske dødssejler.

Jeg håber, at denne kronik gav et indblik i Enhedslistens kontraproduktive politik, deres fejlbehæftede finansieringsplan, partiets kalkulerede debatform og socialismens historiske dimension. Hvilke argumenter er der så tilbage, for at stemme på Enhedslisten?

Jeg ved det ikke.