Efter terrortrussel og politiforbud: Nu kan Stram Kurs holde kongres på Christiansborg

I weekenden nedlagde politiet forbud mod, at partiet Stram Kurs med partileder Rasmus Paludan i spidsen kunne afholde rigskongres i Middelfart. Det skabte en del debat, og blandt andet kaldte Paludan selv beslutningen om at forbyde kongressen for et ”grundlovsbrud”.

Paludans sikkerhedssituation er meget prekær i øjeblikket, da der ifølge en vurdering fra PET’s Center for Terroranalyse er en konkret trussel mod Rasmus Paludans liv. Derfor nedlagde politiet forbud mod kongressen, der skulle have været afholdt på Milling Park Hotel.

Søren Espersen til undsætning

Men så kom Søren Espersen fra Dansk Folkeparti til undsætning. På Facebook og Twitter delte folketingsmedlemmet et brev, som han havde sendt til Folketingets formand Henrik Dam Kristiansen. I brevet argumenterede Espersen for, at Stram Kurs kan afholde deres rigskongres på Christiansborg under sikre forhold.

Han skriver: “Jeg finder det betænkeligt, at et lovligt, opstillingsberettiget parti således reelt formenes adgang til at afholde et lovligt møde. Jeg skal derfor opfordre til at Folketinget som institution undtagelsesvist og for at sikre demokratiet, indbyder det opstillingsberettigede parti Stram Kurs til i et egnet lokale på Christiansborg at gennemføre sin såkaldte Rigskongres.”


Afgørende ja fra Folketingets formand

Til Politiken sagde Folketingets formand Henrik Dam Kristiansen (S) god for, at Rasmus Paludan og resten af Stram Kurs kan afholde deres kongres på Christiansborg.

”Udgangspunktet er, at det er et opstillingsberettiget parti, vi taler om, og hvis de retter henvendelse om, at de gerne vil have et arrangement på Christiansborg, så vil vi selvfølgelig som udgangspunkt være parat til at stille os til rådighed”, udtalte han til Politiken.

”Ja, altså der er ikke noget, der siger, at Stram Kurs ikke kan gøre det”, afrundede Folketingets formand.

Paludan: Jeg er meget glad

Ovenpå Henrik Dam Kristiansens udmelding svarede partiet Stram Kurs i en pressemeddelelse. Her udtaler formand og partistifter Rasmus Paludan sig.

”Jeg er meget glad for henvendelsen fra Søren Espersen og svaret fra Henrik Dam Kristensen. Jeg har nu rettet henvendelse til Folketinget med henblik på, at vi kan få lov til at afholde vores rigskongres der. Efter omstændighederne er dette den bedste løsning, selvom det selvfølgelig er en lang rejse for vores gode medlemmer i Jylland. Jeg håber, at vi kan holde vores rigskongres på Christiansborg”, siger Paludan i pressemeddelelsen.


1 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere