LEDER: For tæt på 100 procent af klodens befolkning er klimasagen et spørgsmål om tillid. Vi, der ikke har forsket i globale temperatursvingninger, CO2's indflydelse på samme og temperaturernes indflydelse på vandstandene i havene, kan ikke gøre andet end at lytte til dem, vi har mest tillid til. Men hvem er det?
På den ene side har vi de regeringsbetalte forskere, som er blevet talrige og rige på forskningsmidler, bl.a. fordi deres budskab er, at de selvsamme regeringer, som de får penge fra, skal have mere magt til at bestemme over borgernes liv og økonomi. Kan man tro på dem? På den anden side har vi skeptikerne, som at dømme efter deres konference i København tirsdag og onsdag er en flok gæve krigere, der morer sig ved at sige Rom mit imod og ved at kæmpe mod overmagten som demonstration af deres egen frygtløshed.
Skeptikerne forekommer at have mange gode argumenter, f.eks. det forhold at temperaturen i middelalderen var højere, end FN's klimapanel forventer, at den vil blive i de kommende 100 år, hvis vi fortsætter med vores livsstil. Vel at mærke uden at vi har historiske vidnesbyrd om, at det var meget slemt for menneskeheden at leve med middelalderens varme vejr.
Men hvad skal man tro, når disse skeptikere i deres midte rummer folk som Nils-Axel Mörner, der hævder at kunne finde bl.a. vand, metal og sukker med pilekviste eller lignende instrumenter. Og når deres for tiden fremmeste talsmand, Christopher Monckton, mener, at hans egen far var politiet behjælpelig med at fremskaffe pålidelige oplysninger om en seriemorder, simpelthen ved at holde et pendul over et kort. Tak for kaffe!
Her på stedet har vi stor sympati for klimaskeptikernes arbejde, og vi føler os på ingen måde overbevist om, at regeringernes klimaforskere har ret i deres påstande. Men for pokker, hvor er det dog idiotisk, hvis man gerne vil fremstå troværdig og vinde tænkende folks tillid, at sende den slags mennesker i byen som sine repræsentanter.
På den ene side har vi de regeringsbetalte forskere, som er blevet talrige og rige på forskningsmidler, bl.a. fordi deres budskab er, at de selvsamme regeringer, som de får penge fra, skal have mere magt til at bestemme over borgernes liv og økonomi. Kan man tro på dem? På den anden side har vi skeptikerne, som at dømme efter deres konference i København tirsdag og onsdag er en flok gæve krigere, der morer sig ved at sige Rom mit imod og ved at kæmpe mod overmagten som demonstration af deres egen frygtløshed.
Skeptikerne forekommer at have mange gode argumenter, f.eks. det forhold at temperaturen i middelalderen var højere, end FN's klimapanel forventer, at den vil blive i de kommende 100 år, hvis vi fortsætter med vores livsstil. Vel at mærke uden at vi har historiske vidnesbyrd om, at det var meget slemt for menneskeheden at leve med middelalderens varme vejr.
Men hvad skal man tro, når disse skeptikere i deres midte rummer folk som Nils-Axel Mörner, der hævder at kunne finde bl.a. vand, metal og sukker med pilekviste eller lignende instrumenter. Og når deres for tiden fremmeste talsmand, Christopher Monckton, mener, at hans egen far var politiet behjælpelig med at fremskaffe pålidelige oplysninger om en seriemorder, simpelthen ved at holde et pendul over et kort. Tak for kaffe!
Her på stedet har vi stor sympati for klimaskeptikernes arbejde, og vi føler os på ingen måde overbevist om, at regeringernes klimaforskere har ret i deres påstande. Men for pokker, hvor er det dog idiotisk, hvis man gerne vil fremstå troværdig og vinde tænkende folks tillid, at sende den slags mennesker i byen som sine repræsentanter.
