For øjeblikket kører en dagsorden om iværksætteri. Derfor kan man forvente at en del af de 24 milliarder, der hvert år bruges på erhvervsstøtte, enten bliver omdirigeret eller forøget fra politisk hånd. Ingen af pengene vil være godt brugt og hovedparten vil være spildt.
Søren Hougaard redegør i sin bog ”Iværksætterheld” for at der ikke findes metoder, der på forhånd kan udpege de iværksættere, der får succes. Så lad os med det samme aflive forestillingen om, at der findes en formel for, hvilke iværksættere, man burde støtte ud fra kriteriet om succes.
Hvem skal så have pengene? Jeg vil sætte mig selv i uddelernes sted.
Hvis jeg var politiker…
Så ville jeg nok prioritere at kanalisere penge til dels mine kernevælgere eller deres interesseorganisationer. Det kunne f.eks. være landbruget, som er det mest støttede erhverv i hele EU. Når de til trods for det går konkurs, vil jeg give dem en skatterabat på ½ milliard.
Det kunne også være områder, der profilerer mig med de rigtige holdninger - her tænker jeg på ting som f.eks. vindmøller, hvor jeg får en signal-synergi med Udkantsdanmark og miljø. Men det behøver ikke være branchespecifikt, for hvis f.eks. kvinder, indvandrere eller bornholmere ikke bliver iværksættere, kunne jeg også støtte særlige initiativer for dem.
Om det i sidste ende er profitabelt ville jeg intet vide om, da jeg formentlig ville være uddannet cand.scient.pol og min erhvervserfaring i det private ville være begrænset til et studiejob. Jeg ville derfor bestille en uvildig rapport, som vil fortælle mig, at det er en god idé.
Hvis jeg var konsulent
Så ville jeg være lønnet af det offentlige til at fordele offentlige støttemidler. Jeg ville kræve businessplans, budgetter og Power Points af mine ’iværksætterbørn’, hvis fremtid jeg holder i mine hænder. Det skal være spændende og sexy projekter, gerne noget ny teknologi og noget socialmedia. Jeg vil også orientere mig om, hvordan de politiske vinde blæser, så jeg ikke saver den gren over, jeg sidder på.
Tillid er vigtig i al forretning, så hvis jeg kender den kommende iværksætter eller hans familie, vil det tælle positivt i min uddeling. Hvis jeg havde en baggrund som leder i en dinosaur virksomhed, ville jeg trække en del på denne erfaring, fra ’det rigtige erhvervsliv’. Måske vil jeg bare satse støtten på den sikre innovation.
Jeg ville sørge for at få alle pengene delt ud, da man ellers kan beskylde mig for ikke at passe mit arbejde.
Hvis jeg var bank
Så ville jeg nok være tilbageholdende med at låne penge tilprojekter, jeg ikke helt kan gennemskue eller kontrollere. Det er nemmere at forholde sig til et billån end til et iværksætterlån på samme størrelse. Masser af iværksættere bukker under, men biler er forsikrede.
Da der i forvejen findes alle mulige støtteordninger og garantier, ville jeg nok også lade min långivning påvirke af, om ansøgeren i forvejen var ’godkendt’ af den kommunale konsulent, og om jeg kunne få tabsgaranti fra Vækstfonden. Når disse ordninger findes, kan jeg lige så godt minimere mine egne risici fra start.
Offentlig finansiering fjerner privat finansiering.
Hvis jeg var ny iværksætter
Hvis jeg skulle starte op og agere rationelt som nystartet iværksætter i Danmark, ville jeg sørge for at opfylde alle kravene fra ovenstående. Først vil jeg vælge et populært område, f.eks. miljø eller udviklingsbistand – det ville også være værd at undersøge særordninger og puljer. Derfra ville jeg finde på en idé, der godt må være spinkel i starten.
Så ville jeg lave en markedsundersøgelse, en lækker forretningsplan og et budget. Alle disse ting kan jeg få støtte til og samtidigt få skrevet mig ud af de åbenlyse svagheder i mit projekt, så det hele ser lækkert ud.
Derefter ville jeg fokusere på at lave de rigtige ansøgninger, som skulle give mig adgang til de lukrative tilskudsordninger, der findes. For en nystartet iværksætter er 400.000 ikke småpenge, men der er også muligheder for en million og endda for fem millioner i tilskud – eller blot en årsløn. Hvorfor risikere hus og hjem, når man kan få adgang til den slags penge?!
Jeg ville blive i mit faste job, indtil jeg fik pengene. Hvis det ender med at gå galt, vil jeg sørge for at ingen kunne påstå, vi lavede et dårligt show, mens det varede.
Jeg er ikke ny iværksætter
Derfor har jeg et banklån med personlig hæftelse og risikerer alt. På et tidspunkt hyrede jeg en rådgiver, for at få lavet forretningsplanen til banken, men da jeg fandt ud af, at der var EU-tilskud til halvdelen af rådgivningen, købte jeg i stedet det dobbelte, så jeg fik ’to for ens pris’ og maksimerede altså op til tilskudsgrænsen.
Støtteordninger fjerner fokus fra produkter og forretning, men endnu værre er deres konkurrenceforvridning. Flere af mine konkurrenter har fået offentlige støttemidler til - efter min mening dårligere idéer og produkter – og beløbene er højere, end hvad jeg selv kan låne mig til i personlig hæftelse.
Private samarbejdspartnere har redet virksomhedens røv, da det var nødvendigt, men hvor de ikke havde behøvet vise deres velvilje. Denne form for ’støtteordninger’ har min dybeste taknemmelighed, bliver ikke misbrugt og er langt mere end blot et økonomisk spørgsmål.
Jeg føler et større fællesskab med de iværksættere, der er startet fra bunden, end de som tilfældigvis er i samme branche som mig. Der er ikke noget, der er ’finere’ end andet, så om man laver en ølfabrik, en sandwichbar eller noget tredje, så er der kun garanti for mange timers arbejde til en lav timeløn. Måske går det godt, og sandsynligvis går det skidt, man kan ikke kun vurdere succes på den målestok.
Omlægningsforslag
Hvis det offentlige vil støtte de folk, der springer ud som iværksættere og dermed fraskriver sig retten til lønmodtagergoder så som ferie,socialt sikkerhedsnet, faste arbejdstider, barselsorlov og i stedet vælger at risikere alt, så er mine to forslag følgende:
1) Efter 1 år som fuldtids iværksætter indbetaler det offentlige løbende på iværksætterens pensionsopsparing.
2) Efter 1 år som fuldtids iværksætter betaler det offentlige iværksætterens sygeforsikring.
Der er masser at andre ting, der burde ændres og forbedres, men disse to ting kunne ses som en anerkendelse fra samfundets side, der ikke giver det direkte økonomiske tilskudsincitament, men i stedet et incitament til at opbygge en bæredygtig virksomhed på den lange bane.
Der er brug for iværksætteri på alle niveauer og ikke kun i brancher med medietække.
At tro det rationelt/statistisk kan betale sig at iværksættei Danmark i dag, i forhold til at være lønmodtager, er ren utopi. Går det galt løber man selv risikoen, men hvis mange års knokleri giver succes bliver man belønnet med verdens højeste marginalskat.
Det er kendt, at iværksættervirksomheder er dem, der skaber flest arbejdspladser. Er man iværksætter inden for kreative fag, hvor viden og kompetencer er produktet, kan man bosætte sig hvor som helst. Med mindre man bor her i forvejen, er det svært at se, hvorfor man skulle vælge Danmark.
Tidligere artikel: Flere penge gør patienten mere syg.
Søren Hougaard redegør i sin bog ”Iværksætterheld” for at der ikke findes metoder, der på forhånd kan udpege de iværksættere, der får succes. Så lad os med det samme aflive forestillingen om, at der findes en formel for, hvilke iværksættere, man burde støtte ud fra kriteriet om succes.
Hvem skal så have pengene? Jeg vil sætte mig selv i uddelernes sted.
Hvis jeg var politiker…
Så ville jeg nok prioritere at kanalisere penge til dels mine kernevælgere eller deres interesseorganisationer. Det kunne f.eks. være landbruget, som er det mest støttede erhverv i hele EU. Når de til trods for det går konkurs, vil jeg give dem en skatterabat på ½ milliard.
Det kunne også være områder, der profilerer mig med de rigtige holdninger - her tænker jeg på ting som f.eks. vindmøller, hvor jeg får en signal-synergi med Udkantsdanmark og miljø. Men det behøver ikke være branchespecifikt, for hvis f.eks. kvinder, indvandrere eller bornholmere ikke bliver iværksættere, kunne jeg også støtte særlige initiativer for dem.
Om det i sidste ende er profitabelt ville jeg intet vide om, da jeg formentlig ville være uddannet cand.scient.pol og min erhvervserfaring i det private ville være begrænset til et studiejob. Jeg ville derfor bestille en uvildig rapport, som vil fortælle mig, at det er en god idé.
Hvis jeg var konsulent
Så ville jeg være lønnet af det offentlige til at fordele offentlige støttemidler. Jeg ville kræve businessplans, budgetter og Power Points af mine ’iværksætterbørn’, hvis fremtid jeg holder i mine hænder. Det skal være spændende og sexy projekter, gerne noget ny teknologi og noget socialmedia. Jeg vil også orientere mig om, hvordan de politiske vinde blæser, så jeg ikke saver den gren over, jeg sidder på.
Tillid er vigtig i al forretning, så hvis jeg kender den kommende iværksætter eller hans familie, vil det tælle positivt i min uddeling. Hvis jeg havde en baggrund som leder i en dinosaur virksomhed, ville jeg trække en del på denne erfaring, fra ’det rigtige erhvervsliv’. Måske vil jeg bare satse støtten på den sikre innovation.
Jeg ville sørge for at få alle pengene delt ud, da man ellers kan beskylde mig for ikke at passe mit arbejde.
Hvis jeg var bank
Så ville jeg nok være tilbageholdende med at låne penge tilprojekter, jeg ikke helt kan gennemskue eller kontrollere. Det er nemmere at forholde sig til et billån end til et iværksætterlån på samme størrelse. Masser af iværksættere bukker under, men biler er forsikrede.
Da der i forvejen findes alle mulige støtteordninger og garantier, ville jeg nok også lade min långivning påvirke af, om ansøgeren i forvejen var ’godkendt’ af den kommunale konsulent, og om jeg kunne få tabsgaranti fra Vækstfonden. Når disse ordninger findes, kan jeg lige så godt minimere mine egne risici fra start.
Offentlig finansiering fjerner privat finansiering.
Hvis jeg var ny iværksætter
Hvis jeg skulle starte op og agere rationelt som nystartet iværksætter i Danmark, ville jeg sørge for at opfylde alle kravene fra ovenstående. Først vil jeg vælge et populært område, f.eks. miljø eller udviklingsbistand – det ville også være værd at undersøge særordninger og puljer. Derfra ville jeg finde på en idé, der godt må være spinkel i starten.
Så ville jeg lave en markedsundersøgelse, en lækker forretningsplan og et budget. Alle disse ting kan jeg få støtte til og samtidigt få skrevet mig ud af de åbenlyse svagheder i mit projekt, så det hele ser lækkert ud.
Derefter ville jeg fokusere på at lave de rigtige ansøgninger, som skulle give mig adgang til de lukrative tilskudsordninger, der findes. For en nystartet iværksætter er 400.000 ikke småpenge, men der er også muligheder for en million og endda for fem millioner i tilskud – eller blot en årsløn. Hvorfor risikere hus og hjem, når man kan få adgang til den slags penge?!
Jeg ville blive i mit faste job, indtil jeg fik pengene. Hvis det ender med at gå galt, vil jeg sørge for at ingen kunne påstå, vi lavede et dårligt show, mens det varede.
Jeg er ikke ny iværksætter
Derfor har jeg et banklån med personlig hæftelse og risikerer alt. På et tidspunkt hyrede jeg en rådgiver, for at få lavet forretningsplanen til banken, men da jeg fandt ud af, at der var EU-tilskud til halvdelen af rådgivningen, købte jeg i stedet det dobbelte, så jeg fik ’to for ens pris’ og maksimerede altså op til tilskudsgrænsen.
Støtteordninger fjerner fokus fra produkter og forretning, men endnu værre er deres konkurrenceforvridning. Flere af mine konkurrenter har fået offentlige støttemidler til - efter min mening dårligere idéer og produkter – og beløbene er højere, end hvad jeg selv kan låne mig til i personlig hæftelse.
Private samarbejdspartnere har redet virksomhedens røv, da det var nødvendigt, men hvor de ikke havde behøvet vise deres velvilje. Denne form for ’støtteordninger’ har min dybeste taknemmelighed, bliver ikke misbrugt og er langt mere end blot et økonomisk spørgsmål.
Jeg føler et større fællesskab med de iværksættere, der er startet fra bunden, end de som tilfældigvis er i samme branche som mig. Der er ikke noget, der er ’finere’ end andet, så om man laver en ølfabrik, en sandwichbar eller noget tredje, så er der kun garanti for mange timers arbejde til en lav timeløn. Måske går det godt, og sandsynligvis går det skidt, man kan ikke kun vurdere succes på den målestok.
Omlægningsforslag
Hvis det offentlige vil støtte de folk, der springer ud som iværksættere og dermed fraskriver sig retten til lønmodtagergoder så som ferie,socialt sikkerhedsnet, faste arbejdstider, barselsorlov og i stedet vælger at risikere alt, så er mine to forslag følgende:
1) Efter 1 år som fuldtids iværksætter indbetaler det offentlige løbende på iværksætterens pensionsopsparing.
2) Efter 1 år som fuldtids iværksætter betaler det offentlige iværksætterens sygeforsikring.
Der er masser at andre ting, der burde ændres og forbedres, men disse to ting kunne ses som en anerkendelse fra samfundets side, der ikke giver det direkte økonomiske tilskudsincitament, men i stedet et incitament til at opbygge en bæredygtig virksomhed på den lange bane.
Der er brug for iværksætteri på alle niveauer og ikke kun i brancher med medietække.
At tro det rationelt/statistisk kan betale sig at iværksættei Danmark i dag, i forhold til at være lønmodtager, er ren utopi. Går det galt løber man selv risikoen, men hvis mange års knokleri giver succes bliver man belønnet med verdens højeste marginalskat.
Det er kendt, at iværksættervirksomheder er dem, der skaber flest arbejdspladser. Er man iværksætter inden for kreative fag, hvor viden og kompetencer er produktet, kan man bosætte sig hvor som helst. Med mindre man bor her i forvejen, er det svært at se, hvorfor man skulle vælge Danmark.
Tidligere artikel: Flere penge gør patienten mere syg.
