Perioden med den klassiske guldstandard fra 1880-1914 var på flere måder en guldalder: Det var en af de sjældne perioder i Europas historie uden krige på kontinentet, det var liberalismens tidsalder, det var en tid med hastig industrialisering, økonomisk vækst, frihandel og fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft, og det var mange steder – eksempelvis Wien, Paris og London – en kulturel og videnskabelig guldalder.
Det var også en periode, der var gunstig for en guldstandard. Indtil udbruddet af 1. verdenskrig var der ikke de store chok til kernelandene i guldstandarden, men nok en betydelig finansiel ustabilitet. Bankpanikker var hyppige i USA, og skarpe monetære kontraktioner, der skabte makroøkonomisk ustabilitet, forekom i 1884, 1890, 1893, 1907 og 1914, Bordo (1981), Schwartz (1984b). Det var også en periode præget af intens national rivalisering, imperialisme og kolonialisme.
I realiteten var der kun en verdensomspændende guldstandard i godt et tredjedel århundrede, hvorimod sølv havde været den dominerende metalvaluta i Europa i over tusind år, og frem til det 19. århundrede var de fleste lande på en sølvstandard eller en blandet bimetalstandard. I løbet af ganske få år fra 1873 og til 1880 skiftede stort set alle verdens lande til en guldstandard.
Det var et bemærkelsesværdigt historisk regimeskifte. Som økonom vil man forvente, at et så markant regimeskifte kan forklares med rationelle, økonomiske argumenter, men det er vanskeligt at se, at skiftet til guldstandarden var det økonomisk optimale for de store lande i den givne historiske situation. Mest af alt forekommer overgangen til guldstandarden at have været resultatet af en række historiske tilfældigheder, bureaukratiske fejl og politiske ambitioner.
England på de facto guldstandard fra 1717 – som resultatet af en bureaukratisk fejl
England havde de facto været på en sølvstandard siden det 13. århundrede, selv om det formelt var en bimetalstandard, men fra og med 1717 skiftede England til en de facto guldstandard. Det skyldtes, at Sir Isaac Newton som Master of the Mint havde fastsat den officielle sølvpris til 21s, hvilket var for højt i forhold til guld guinea (for lav legal ratio af guld i forhold til sølv), og det førte til en indstrømning af guld, og nymøntede sølvmønter blev drevet ud af cirkulation og eksporteret til Asien. The Royal Mint stoppede møntningen af guinea og skiftede til sovereign, der havde en værdi af 20s eller 1£. Det var ikke opfattelsen, at dette ville sætte England på en guldstandard; guld var ikke almindelig anvendt som monetært metal, og Newton skrev i et brev til Cantillon, at sølv var den sande og eneste monetære standard. Men guld fortsatte med at strømme til England, sølv fortsatte med at strømme ud, og de eneste sølvmønter, der forblev i cirkulation, var mønter, der var klippet og slidte, så de ikke kunne indbringe nær deres pålydende værdi, hvis de blev bragt til omsmeltning. Mangel på shilling og sixpence blev et alvorligt problem – the big problem of small change.
Fra 1774 blev sølvmønters status som legalt betalingsmiddel begrænset til betalinger op til £25, og i 1798 blev fri møntning af sølv begrænset.
At England de facto overgik til en guldstandard i 1717 var hverken et resultat af markedskræfter eller et bevidst politisk valg. Det var ifølge von Mises snarere resultatet af en bureaukratisk fejl:
“But it must not be forgotten that it was not the intention of the governments to establish the gold standard. What the governments aimed at was the double standard. […]The attempts to create a double standard of both metals, gold and silver, failed lamentably. It was this failure which generated the gold standard. The emergence of the gold standard was the manifestation of a crushing defeat of the governments and their cherished doctrines.” Mises (1966, 471).
England indfører en officiel guldstandard efter Napoleonskrigene
I 1797 – under Napoleonskrigene – suspenderede Bank of England guldindløseligheden, og krigen blev finansieret med papirpenge og lån.[i] Der gik 24 år, før guldindløseligheden blev genindført, og i den mellemliggende periode oplevede England først stigende inflation og dernæst deflation.
I 1816 opgav England officielt bimetalstandarden og stoppede den frie møntning af sølv. Officielt overgik England til en guldstandard den 1. maj 1821 med cirkulerende guldmønter, sølv småmønter og papirpenge, der var indløselige med guld. Der var fri møntning af guldmønter, men ikke af sølvmønter.
Det synes at have været en historisk tilfældighed, at guld blev den foretrukne metalstandard frem for sølv, Friedman (1990a). Ifølge Redish (1990) var ”the big problem of small change” årsagen til, at England ikke tidligere overgik til en monometalstandard, men omkring 1816 var tiden moden, da nye møntningsteknikker gav mulighed for at implementere ”the standard formula”, se min forrige artikel her på 180grader, hvor en guldstandard suppleres med fiat sølv- og kobbersmåmønt af en kvalitet, som falskmøntnere ikke kunne forfalske så let.[ii]
Redish forklarer dog ikke, hvorfor guld blev valgt frem for sølv. Måske – foreslår Friedman (1990a) – spillede den fremtrædende økonom David Ricardo en rolle, da han ved en officiel høring gav udtryk for, at den teknologiske udvikling i minedrift for sølv ville gøre guld til et mere stabilt metal. Antagelsen om den teknologiske udvikling viste sig at være fejlagtig. En anden mulig forklaring er, at det simpelthen blev betragtet som ”naturligt” at fortsætte den de facto guldstandard, som England havde været på siden 1717. Den forklaring er Bernstein (2000) fortaler for. Det kan der være meget fornuft i, hvis guld og sølv er lige gode som møntmetaller, men der ligger ikke nogen økonomisk optimalitetsbetragtning bag valget af guld som møntfod.
Der var free banking i England indtil 1844, hvor den privat ejede Bank of England[iii] blev splittet i to: En bank, der kunne videreføre dens sædvanlige bankaktiviteter, og en pengeudstedende afdeling, der fik monopol på udstedelse af pengesedler i England og Wales. Den pengeudstedende del blev udstyret med £14 mio. i værdipapirer og en uspecificeret mængde mønter og guld. Udstedelsen af pengesedler måtte ikke overstige værdien af værdipapirerne og guld, Ferguson (2008, 56). Selv om loven krævede, at udstedelsen af pengesedler skulle have dækning i guld, så forbeholdt regeringen sig ret til at suspendere guldindløseligheden i tilfælde af finansielle kriser, hvilket skete i årene 1847, 1857 og 1866.
USA
Siden 1792 var USA juridisk set på en bimetalstandard. Dollaren var defineret både som 371,25 grains ren sølv og som 24,75 grains ren guld, hvilket gav en legal ratio på 15:1. Den legal ratio var lavere end market ratio og lavere end Frankrigs legal ratio på 15,5:1, og da guldprisen var undervurderet, var USA frem til 1830 reelt på en sølvstandard.
Med Coinage Act fra 1834 ændrede man legal ratio til omkring 16:1 i et forsøg på at bringe prisen på guld i bedre overensstemmelse med prisen på sølv, men det var en for høj legal ratio, og resultatet var, at USA bevægede sig mod en de facto guldstandard med en mangel på sølvpenge og småmønter til følge. Vedtagelsen af den nye lov var altså ikke et bevidst politisk valg om at indføre en guldstandard, men igen en bureaukratisk fejl, der fik utilsigtede konsekvenser.
Under borgerkrigen suspenderedes guldindløseligheden, og Nordstaterne udstedte papirpenge, de såkaldte greenbacks. Guldpenge fortsatte med at cirkulere men til en overpris. Guldindløseligheden blev genindført 1. januar 1879, og i mellemtiden havde USA stoppet møntningen af sølvdollars. Dette blev kendt som ”the crime of 1873”, Friedman (1990b).
Frankrig
Frankrig havde været på en bimetalstandard siden middelalderen og siden 1803 med en legal ratio på 15,5:1. Der er som nævnt i forrige artikel et interval, hvor en bimetalstandard er stabil, og Velde og Weber (2000) argumenterer for, at etableringen af en legal ratio mellem guld og sølv i sig selv virker stabiliserende på markedsprisen, så bimetalstandarden er mere stabil, end man skulle formode. Det spillede en rolle, at Frankrig besad verdens største reserver af guld og sølv og derfor var en dominerende spiller på markedet, så de kunne stabilisere market ratio omkring legal ratio ved at købe og sælge guld og sølv.
Med de store guldfund i Kalifornien fra 1849 og i 1851 i Australien kom Frankrig imidlertid under pres og måtte øge deres beholdning af guld ganske betydeligt, Velde (2002b). Market ratio på guld i forhold til sølv faldt, hvilket forstærkede tendensen til at fortrænge sølvmønter ud af cirkulation. Bimetalstandarden kom under pres, og i et forsøg på at stabilisere bimetalstandarden, indkaldte Frankrig Belgien, Schweiz og Italien til et møde i 1865, hvor de blev enige om at regulere deres valutaer i fællesskab (den latinske møntunion).
Tyskland
Det nyligt forenede Tyskland annoncerede i december 1871, at de ville skifte sølvstandarden ud med guldstandarden. Det havde mere at gøre med national rivalisering end med noget andet. Når Tyskland ønskede at overgå til en guldstandard, skyldtes det ikke nogen særlige egenskaber ved guld, men snarere det faktum, at England var på en guldstandard, at England var den dominerende økonomiske og finansielle magt i verden, at Sterling var den dominerende handelsvaluta, og at tyske ledere desperat ønskede at overgå Englands økonomiske magt, Friedman (1990a).
Den fransk-preussiske krig i 1870-71 blev måske udslagsgivende. Frankrig tabte og var tvunget til at betale krigsskadeerstatning til Tyskland, som Tyskland krævede var indløselig i Guld, og Tyskland benyttede disse krigsskadeerstatninger til at finansiere deres eget skifte fra sølv til guld. I august 1871 suspenderede Tyskland den frie møntning af sølv, og i december 1871 annoncerede Tyskland, at de ville skifte til en guldstandard fra juli 1873. Tyskland blev fulgt af de skandinaviske lande i december 1872 og Holland kort tid efter, Velde (2002b). I februar 1873 stoppede USA den frie møntning af sølvmønter, og i september gjorde landene i den latinske møntunion det samme. Bimetalstandarden var kollapset ved udgangen af i 1873. Men hvorfor?
Hvorfor guld?
Det kan have spillet en rolle, at der forekom en kraftig vækst i guldudvindingen efter 1849, hvilket fører til faldende markedspriser på guld, opkøb af guld på markedet og omsmeltning til guldmønter, så guldmønter begynder at fortrænge sølvmønter. Omvendt modvirkede Tysklands dumpning af store mængder sølv på markedet efter 1871 de faldende markedspriser på guld relativt til sølv.
Ifølge nyere forskning refereret i Bordo and Schwartz (1999) og Velde and Weber (2000), Velde (2002b) og Friedman (1990b) var skiftet til guldstandarden både unødvendigt og uønskelig, og USA ville have været stillet bedre ved fortsat at være på bimetalstandarden. Det er naturligvis svært at bevise, der er tale om en kontrafaktisk historieskrivning, men argumenterne herfor er velunderbyggede.
En bimetalstandard fungerer kun så længe tilstrækkelig mange lande anvender den. Så snart lande begynder at forlade bimetalstandarden og sælger sølv på markedet, falder sølvprisen, og de tilbageværende lande risikerer at stå tilbage med en stærkt deprecieret valuta og stigende inflation, fordi de får en forøgelse af udbuddet af sølvmønter. Når en kritisk masse af lande forlader bimetalstandarden, så gælder det for de andre lande om at komme ud i tide, så man ikke er det land, der står tilbage med store tab – præcis som ved ”fire sale” af andre aktiver.
Frankrig var ikke parat til at acceptere den inflation, der ville blive resultatet af tabet af guld og en enorm indstrømning af sølv, hvorfor Frankrig lukkede for den frie møntning af sølv og overgik til en guldstandard, Friedman (1990a). I 1878 opgav også den latinske møntunion helt at udstede sølvmønter, og fra det tidspunkt var Frankrig og de andre lande på en guldstandard.
Fra 1878 var de fleste europæiske lande overgået til guldstandarden, og USA overgik i 1879. USA’s opbakning til guldstandarden var dog ikke helhjertet før år 1900, og der var helt frem til præsidentvalget i 1896 en stærk politisk opposition mod guld. Den halvhjertede tilslutning til guldstandarden kan ses af, at USA møntede sølvdollar som legalt betalingsmiddel fra 1878 til 1890, så både guld og sølv var legale betalingsmidler. Først med ”The Gold Standard Act” fra 1900 var USA definitivt på guldstandarden.
Fra 1880 var størstedelen af verdens lande på en eller anden form for guldstandard. Indien knyttede rupeen til Sterling i en gold exchange standard, og i 1914 var Kina eneste større land med en sølvstandard.
En række af tilfældigheder
Den verdensomspændende klassiske guldstandards opståen fra omkring 1880 var ikke resultatet af en bevidst international politisk koordination. De enkelte lande træf deres egne beslutninger baseret på nationale interesser, der for de toneangivende landes vedkommende næppe fuldt ud kan gives en rationel økonomisk forklaring.
Det var mest af alt en historisk tilfældighed, at den klassiske guldstandard blev etableret som et næsten verdensomspændende penge- og valutakurspolitisk regime i årene omkring 1880:
· Det var en historisk tilfældighed – mere korrekt: en bureaukratisk fejl – at England havde været på en de facto guldstandard siden 1717.
· Det synes at være en tilfældighed, at England valgte guld frem for sølv som standard i 1821.
· Det var nationalistisk rivalisering og politiske motiver snarere end rationelle økonomiske årsager, der fik Tyskland til at overgå til en guldstandard i 1873.
· USA’s bevægelse mod en de facto guldstandard efter 1834 var resultatet af en bureaukratisk fejl.
· Det var heller ikke nogen økonomisk nødvendighed – og måske slet ikke optimalt – for USA at overgå til guldstandarden i 1879.
Det gør ikke guld mindre værdifuldt som grundlag for et monetært regime, men det viser, at der ikke er noget specielt ”naturligt” ved en guldstandard, at guld ikke har nogen særlige egenskaber som møntmetal, som sølv ikke har, og at der ikke er nogen tvingende, rationelle økonomiske grunde til at vælge guld som grundlag for et monetært regime.
Måske var årene op til 1880 et historisk ”window of opportunity” for etableringen af en verdensomspændende guldstandard, som aldrig kommer igen?
Referencer
1. Bernstein, P.L. 2000. The power of gold. The history of an obsession. N.Y.
2. Bordo, M.D. 1981. “The classical gold standard: Some lessons for today.” Federal Reserve Bank of St. Louis Review May 1981. Optrykt i: Bordo (1999).
3. Bordo, M.D. (ed.) and A.J. Schwartz. 1999. “Monetary policy regimes and economic performance: The historical record,” in: Taylor and Woodford (eds.): Handbook of Macroeconomics. Amsterdam.
4. Bordo, M.D. and N. White. 1991. “A tale of two currencies: British and French finance during the Napoleonic wars,” Journal of Economic History 51, 303-16, reprinted in Bordo (ed.) (1999).
5. Ferguson, N. 2008. The ascent of money. A financial history of the world. N.Y.
6. Friedman, M. 1990a. “Bimetallism revisited,” Journal of Economic Perspectives 4, 85-104.
7. Friedman, M. 1990b. “The crime of 1873,” Journal of Political Economy 98, 1159-1194.
8. Redish, A. 1990. “The evolution of the gold standard in England,” The Journal of Economic History
9. Schwartz, A.J. 1984b. “Alternative monetary regimes: The gold standard,” i: Schwartz (ed.) (1987a).
10. Schwartz, A.J. 1987a. Money in historical perspective. University of Chicago Press for the NBER.
11. Velde, F.R. 1998. “Lessons from the history of money,” Federal Reserve Bank of Chicago: Economic Perspectives 98Q1, 2-18.
12. Velde, F.R. 2002b. “Following the yellow brick road: How the United States adopted the gold standard,” Federal Reserve Bank of Chicago: Economic Perspectives 2Q/2002.
13. Velde, F.R. and W.E. Weber 2000. “A model of bimetallism,” Journal of Political Economy 108, 1210-1234.
14. Von Mises, L. 1966. Human Action. 4th ed. Liberty Fund.
[i] Der er ingen forskel på lån og fiat penge, der garanteres indløst med guld på et senere tidspunkt. Frankrig suspenderede ikke indløseligheden af guld under napoleonskrigene. Det kan forekomme at være et paradoks, at England med sin finansielle styrke suspenderede guldindløseligheden og finansierede sig med gæld og fiat pengeudstedelse, hvorimod det finansielt langt svagere Frankrig finansierede krigen med skatter og bibeholdt guldindløseligheden. Men der er en god forklaring. Det er jo en betingelse for at kunne optage lån og udstede fiat penge, at staten har en høj grad af troværdighed om sit løfte om at genindføre guldindløseligheden efter krigen, og Englands forpligtigelse over for guldstandarden var troværdig i modsætning til Frankrigs efter en række finansielle kriser i 1760erne, delvise bankerot i 1770 samt revolutionens konfiskationer og hyperinflation, Bordo and White (1991).
[ii] I 1797 indgik den britiske regering en kontrakt med Matthew Boulton, James Watts’ partner, om at producere officielle kobbermønter med en dampdreven møntningsmaskine. Derefter købte regeringen teknologien, og i 1817 eliminerede regeringen konkurrencen ved at forbyde privat småmøntudstedelse, Velde (1998).
[iii] Bank of England var etableret som en privat ejet bank i 1694, der skulle fungere som den engelske regerings bank. BoE blev nationaliseret i 1946, og i 1997 blev den omdannet til en uafhængig, men 100 pct. statsejet institution.
Det var også en periode, der var gunstig for en guldstandard. Indtil udbruddet af 1. verdenskrig var der ikke de store chok til kernelandene i guldstandarden, men nok en betydelig finansiel ustabilitet. Bankpanikker var hyppige i USA, og skarpe monetære kontraktioner, der skabte makroøkonomisk ustabilitet, forekom i 1884, 1890, 1893, 1907 og 1914, Bordo (1981), Schwartz (1984b). Det var også en periode præget af intens national rivalisering, imperialisme og kolonialisme.
I realiteten var der kun en verdensomspændende guldstandard i godt et tredjedel århundrede, hvorimod sølv havde været den dominerende metalvaluta i Europa i over tusind år, og frem til det 19. århundrede var de fleste lande på en sølvstandard eller en blandet bimetalstandard. I løbet af ganske få år fra 1873 og til 1880 skiftede stort set alle verdens lande til en guldstandard.
Det var et bemærkelsesværdigt historisk regimeskifte. Som økonom vil man forvente, at et så markant regimeskifte kan forklares med rationelle, økonomiske argumenter, men det er vanskeligt at se, at skiftet til guldstandarden var det økonomisk optimale for de store lande i den givne historiske situation. Mest af alt forekommer overgangen til guldstandarden at have været resultatet af en række historiske tilfældigheder, bureaukratiske fejl og politiske ambitioner.
England på de facto guldstandard fra 1717 – som resultatet af en bureaukratisk fejl
England havde de facto været på en sølvstandard siden det 13. århundrede, selv om det formelt var en bimetalstandard, men fra og med 1717 skiftede England til en de facto guldstandard. Det skyldtes, at Sir Isaac Newton som Master of the Mint havde fastsat den officielle sølvpris til 21s, hvilket var for højt i forhold til guld guinea (for lav legal ratio af guld i forhold til sølv), og det førte til en indstrømning af guld, og nymøntede sølvmønter blev drevet ud af cirkulation og eksporteret til Asien. The Royal Mint stoppede møntningen af guinea og skiftede til sovereign, der havde en værdi af 20s eller 1£. Det var ikke opfattelsen, at dette ville sætte England på en guldstandard; guld var ikke almindelig anvendt som monetært metal, og Newton skrev i et brev til Cantillon, at sølv var den sande og eneste monetære standard. Men guld fortsatte med at strømme til England, sølv fortsatte med at strømme ud, og de eneste sølvmønter, der forblev i cirkulation, var mønter, der var klippet og slidte, så de ikke kunne indbringe nær deres pålydende værdi, hvis de blev bragt til omsmeltning. Mangel på shilling og sixpence blev et alvorligt problem – the big problem of small change.
Fra 1774 blev sølvmønters status som legalt betalingsmiddel begrænset til betalinger op til £25, og i 1798 blev fri møntning af sølv begrænset.
At England de facto overgik til en guldstandard i 1717 var hverken et resultat af markedskræfter eller et bevidst politisk valg. Det var ifølge von Mises snarere resultatet af en bureaukratisk fejl:
“But it must not be forgotten that it was not the intention of the governments to establish the gold standard. What the governments aimed at was the double standard. […]The attempts to create a double standard of both metals, gold and silver, failed lamentably. It was this failure which generated the gold standard. The emergence of the gold standard was the manifestation of a crushing defeat of the governments and their cherished doctrines.” Mises (1966, 471).
England indfører en officiel guldstandard efter Napoleonskrigene
I 1797 – under Napoleonskrigene – suspenderede Bank of England guldindløseligheden, og krigen blev finansieret med papirpenge og lån.[i] Der gik 24 år, før guldindløseligheden blev genindført, og i den mellemliggende periode oplevede England først stigende inflation og dernæst deflation.
I 1816 opgav England officielt bimetalstandarden og stoppede den frie møntning af sølv. Officielt overgik England til en guldstandard den 1. maj 1821 med cirkulerende guldmønter, sølv småmønter og papirpenge, der var indløselige med guld. Der var fri møntning af guldmønter, men ikke af sølvmønter.
Det synes at have været en historisk tilfældighed, at guld blev den foretrukne metalstandard frem for sølv, Friedman (1990a). Ifølge Redish (1990) var ”the big problem of small change” årsagen til, at England ikke tidligere overgik til en monometalstandard, men omkring 1816 var tiden moden, da nye møntningsteknikker gav mulighed for at implementere ”the standard formula”, se min forrige artikel her på 180grader, hvor en guldstandard suppleres med fiat sølv- og kobbersmåmønt af en kvalitet, som falskmøntnere ikke kunne forfalske så let.[ii]
Redish forklarer dog ikke, hvorfor guld blev valgt frem for sølv. Måske – foreslår Friedman (1990a) – spillede den fremtrædende økonom David Ricardo en rolle, da han ved en officiel høring gav udtryk for, at den teknologiske udvikling i minedrift for sølv ville gøre guld til et mere stabilt metal. Antagelsen om den teknologiske udvikling viste sig at være fejlagtig. En anden mulig forklaring er, at det simpelthen blev betragtet som ”naturligt” at fortsætte den de facto guldstandard, som England havde været på siden 1717. Den forklaring er Bernstein (2000) fortaler for. Det kan der være meget fornuft i, hvis guld og sølv er lige gode som møntmetaller, men der ligger ikke nogen økonomisk optimalitetsbetragtning bag valget af guld som møntfod.
Der var free banking i England indtil 1844, hvor den privat ejede Bank of England[iii] blev splittet i to: En bank, der kunne videreføre dens sædvanlige bankaktiviteter, og en pengeudstedende afdeling, der fik monopol på udstedelse af pengesedler i England og Wales. Den pengeudstedende del blev udstyret med £14 mio. i værdipapirer og en uspecificeret mængde mønter og guld. Udstedelsen af pengesedler måtte ikke overstige værdien af værdipapirerne og guld, Ferguson (2008, 56). Selv om loven krævede, at udstedelsen af pengesedler skulle have dækning i guld, så forbeholdt regeringen sig ret til at suspendere guldindløseligheden i tilfælde af finansielle kriser, hvilket skete i årene 1847, 1857 og 1866.
USA
Siden 1792 var USA juridisk set på en bimetalstandard. Dollaren var defineret både som 371,25 grains ren sølv og som 24,75 grains ren guld, hvilket gav en legal ratio på 15:1. Den legal ratio var lavere end market ratio og lavere end Frankrigs legal ratio på 15,5:1, og da guldprisen var undervurderet, var USA frem til 1830 reelt på en sølvstandard.
Med Coinage Act fra 1834 ændrede man legal ratio til omkring 16:1 i et forsøg på at bringe prisen på guld i bedre overensstemmelse med prisen på sølv, men det var en for høj legal ratio, og resultatet var, at USA bevægede sig mod en de facto guldstandard med en mangel på sølvpenge og småmønter til følge. Vedtagelsen af den nye lov var altså ikke et bevidst politisk valg om at indføre en guldstandard, men igen en bureaukratisk fejl, der fik utilsigtede konsekvenser.
Under borgerkrigen suspenderedes guldindløseligheden, og Nordstaterne udstedte papirpenge, de såkaldte greenbacks. Guldpenge fortsatte med at cirkulere men til en overpris. Guldindløseligheden blev genindført 1. januar 1879, og i mellemtiden havde USA stoppet møntningen af sølvdollars. Dette blev kendt som ”the crime of 1873”, Friedman (1990b).
Frankrig
Frankrig havde været på en bimetalstandard siden middelalderen og siden 1803 med en legal ratio på 15,5:1. Der er som nævnt i forrige artikel et interval, hvor en bimetalstandard er stabil, og Velde og Weber (2000) argumenterer for, at etableringen af en legal ratio mellem guld og sølv i sig selv virker stabiliserende på markedsprisen, så bimetalstandarden er mere stabil, end man skulle formode. Det spillede en rolle, at Frankrig besad verdens største reserver af guld og sølv og derfor var en dominerende spiller på markedet, så de kunne stabilisere market ratio omkring legal ratio ved at købe og sælge guld og sølv.
Med de store guldfund i Kalifornien fra 1849 og i 1851 i Australien kom Frankrig imidlertid under pres og måtte øge deres beholdning af guld ganske betydeligt, Velde (2002b). Market ratio på guld i forhold til sølv faldt, hvilket forstærkede tendensen til at fortrænge sølvmønter ud af cirkulation. Bimetalstandarden kom under pres, og i et forsøg på at stabilisere bimetalstandarden, indkaldte Frankrig Belgien, Schweiz og Italien til et møde i 1865, hvor de blev enige om at regulere deres valutaer i fællesskab (den latinske møntunion).
Tyskland
Det nyligt forenede Tyskland annoncerede i december 1871, at de ville skifte sølvstandarden ud med guldstandarden. Det havde mere at gøre med national rivalisering end med noget andet. Når Tyskland ønskede at overgå til en guldstandard, skyldtes det ikke nogen særlige egenskaber ved guld, men snarere det faktum, at England var på en guldstandard, at England var den dominerende økonomiske og finansielle magt i verden, at Sterling var den dominerende handelsvaluta, og at tyske ledere desperat ønskede at overgå Englands økonomiske magt, Friedman (1990a).
Den fransk-preussiske krig i 1870-71 blev måske udslagsgivende. Frankrig tabte og var tvunget til at betale krigsskadeerstatning til Tyskland, som Tyskland krævede var indløselig i Guld, og Tyskland benyttede disse krigsskadeerstatninger til at finansiere deres eget skifte fra sølv til guld. I august 1871 suspenderede Tyskland den frie møntning af sølv, og i december 1871 annoncerede Tyskland, at de ville skifte til en guldstandard fra juli 1873. Tyskland blev fulgt af de skandinaviske lande i december 1872 og Holland kort tid efter, Velde (2002b). I februar 1873 stoppede USA den frie møntning af sølvmønter, og i september gjorde landene i den latinske møntunion det samme. Bimetalstandarden var kollapset ved udgangen af i 1873. Men hvorfor?
Hvorfor guld?
Det kan have spillet en rolle, at der forekom en kraftig vækst i guldudvindingen efter 1849, hvilket fører til faldende markedspriser på guld, opkøb af guld på markedet og omsmeltning til guldmønter, så guldmønter begynder at fortrænge sølvmønter. Omvendt modvirkede Tysklands dumpning af store mængder sølv på markedet efter 1871 de faldende markedspriser på guld relativt til sølv.
Ifølge nyere forskning refereret i Bordo and Schwartz (1999) og Velde and Weber (2000), Velde (2002b) og Friedman (1990b) var skiftet til guldstandarden både unødvendigt og uønskelig, og USA ville have været stillet bedre ved fortsat at være på bimetalstandarden. Det er naturligvis svært at bevise, der er tale om en kontrafaktisk historieskrivning, men argumenterne herfor er velunderbyggede.
En bimetalstandard fungerer kun så længe tilstrækkelig mange lande anvender den. Så snart lande begynder at forlade bimetalstandarden og sælger sølv på markedet, falder sølvprisen, og de tilbageværende lande risikerer at stå tilbage med en stærkt deprecieret valuta og stigende inflation, fordi de får en forøgelse af udbuddet af sølvmønter. Når en kritisk masse af lande forlader bimetalstandarden, så gælder det for de andre lande om at komme ud i tide, så man ikke er det land, der står tilbage med store tab – præcis som ved ”fire sale” af andre aktiver.
Frankrig var ikke parat til at acceptere den inflation, der ville blive resultatet af tabet af guld og en enorm indstrømning af sølv, hvorfor Frankrig lukkede for den frie møntning af sølv og overgik til en guldstandard, Friedman (1990a). I 1878 opgav også den latinske møntunion helt at udstede sølvmønter, og fra det tidspunkt var Frankrig og de andre lande på en guldstandard.
Fra 1878 var de fleste europæiske lande overgået til guldstandarden, og USA overgik i 1879. USA’s opbakning til guldstandarden var dog ikke helhjertet før år 1900, og der var helt frem til præsidentvalget i 1896 en stærk politisk opposition mod guld. Den halvhjertede tilslutning til guldstandarden kan ses af, at USA møntede sølvdollar som legalt betalingsmiddel fra 1878 til 1890, så både guld og sølv var legale betalingsmidler. Først med ”The Gold Standard Act” fra 1900 var USA definitivt på guldstandarden.
Fra 1880 var størstedelen af verdens lande på en eller anden form for guldstandard. Indien knyttede rupeen til Sterling i en gold exchange standard, og i 1914 var Kina eneste større land med en sølvstandard.
En række af tilfældigheder
Den verdensomspændende klassiske guldstandards opståen fra omkring 1880 var ikke resultatet af en bevidst international politisk koordination. De enkelte lande træf deres egne beslutninger baseret på nationale interesser, der for de toneangivende landes vedkommende næppe fuldt ud kan gives en rationel økonomisk forklaring.
Det var mest af alt en historisk tilfældighed, at den klassiske guldstandard blev etableret som et næsten verdensomspændende penge- og valutakurspolitisk regime i årene omkring 1880:
· Det var en historisk tilfældighed – mere korrekt: en bureaukratisk fejl – at England havde været på en de facto guldstandard siden 1717.
· Det synes at være en tilfældighed, at England valgte guld frem for sølv som standard i 1821.
· Det var nationalistisk rivalisering og politiske motiver snarere end rationelle økonomiske årsager, der fik Tyskland til at overgå til en guldstandard i 1873.
· USA’s bevægelse mod en de facto guldstandard efter 1834 var resultatet af en bureaukratisk fejl.
· Det var heller ikke nogen økonomisk nødvendighed – og måske slet ikke optimalt – for USA at overgå til guldstandarden i 1879.
Det gør ikke guld mindre værdifuldt som grundlag for et monetært regime, men det viser, at der ikke er noget specielt ”naturligt” ved en guldstandard, at guld ikke har nogen særlige egenskaber som møntmetal, som sølv ikke har, og at der ikke er nogen tvingende, rationelle økonomiske grunde til at vælge guld som grundlag for et monetært regime.
Måske var årene op til 1880 et historisk ”window of opportunity” for etableringen af en verdensomspændende guldstandard, som aldrig kommer igen?
Referencer
1. Bernstein, P.L. 2000. The power of gold. The history of an obsession. N.Y.
2. Bordo, M.D. 1981. “The classical gold standard: Some lessons for today.” Federal Reserve Bank of St. Louis Review May 1981. Optrykt i: Bordo (1999).
3. Bordo, M.D. (ed.) and A.J. Schwartz. 1999. “Monetary policy regimes and economic performance: The historical record,” in: Taylor and Woodford (eds.): Handbook of Macroeconomics. Amsterdam.
4. Bordo, M.D. and N. White. 1991. “A tale of two currencies: British and French finance during the Napoleonic wars,” Journal of Economic History 51, 303-16, reprinted in Bordo (ed.) (1999).
5. Ferguson, N. 2008. The ascent of money. A financial history of the world. N.Y.
6. Friedman, M. 1990a. “Bimetallism revisited,” Journal of Economic Perspectives 4, 85-104.
7. Friedman, M. 1990b. “The crime of 1873,” Journal of Political Economy 98, 1159-1194.
8. Redish, A. 1990. “The evolution of the gold standard in England,” The Journal of Economic History
9. Schwartz, A.J. 1984b. “Alternative monetary regimes: The gold standard,” i: Schwartz (ed.) (1987a).
10. Schwartz, A.J. 1987a. Money in historical perspective. University of Chicago Press for the NBER.
11. Velde, F.R. 1998. “Lessons from the history of money,” Federal Reserve Bank of Chicago: Economic Perspectives 98Q1, 2-18.
12. Velde, F.R. 2002b. “Following the yellow brick road: How the United States adopted the gold standard,” Federal Reserve Bank of Chicago: Economic Perspectives 2Q/2002.
13. Velde, F.R. and W.E. Weber 2000. “A model of bimetallism,” Journal of Political Economy 108, 1210-1234.
14. Von Mises, L. 1966. Human Action. 4th ed. Liberty Fund.
[i] Der er ingen forskel på lån og fiat penge, der garanteres indløst med guld på et senere tidspunkt. Frankrig suspenderede ikke indløseligheden af guld under napoleonskrigene. Det kan forekomme at være et paradoks, at England med sin finansielle styrke suspenderede guldindløseligheden og finansierede sig med gæld og fiat pengeudstedelse, hvorimod det finansielt langt svagere Frankrig finansierede krigen med skatter og bibeholdt guldindløseligheden. Men der er en god forklaring. Det er jo en betingelse for at kunne optage lån og udstede fiat penge, at staten har en høj grad af troværdighed om sit løfte om at genindføre guldindløseligheden efter krigen, og Englands forpligtigelse over for guldstandarden var troværdig i modsætning til Frankrigs efter en række finansielle kriser i 1760erne, delvise bankerot i 1770 samt revolutionens konfiskationer og hyperinflation, Bordo and White (1991).
[ii] I 1797 indgik den britiske regering en kontrakt med Matthew Boulton, James Watts’ partner, om at producere officielle kobbermønter med en dampdreven møntningsmaskine. Derefter købte regeringen teknologien, og i 1817 eliminerede regeringen konkurrencen ved at forbyde privat småmøntudstedelse, Velde (1998).
[iii] Bank of England var etableret som en privat ejet bank i 1694, der skulle fungere som den engelske regerings bank. BoE blev nationaliseret i 1946, og i 1997 blev den omdannet til en uafhængig, men 100 pct. statsejet institution.
