Nogle kommentatorer på 180Grader er yderst ophidsede over mine bemærkninger i Information om computergenereret børneporno, der muligvis – muligvis ikke – har været lovlig, men som Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og vist nok også SF nu vil have forbudt.
Mit argument for at støtte Socialdemokraterne er, at den teknologiske udvikling snart vil gøre det umuligt at skelne mellem billeder af noget, der faktisk er foregået, og fantasiprodukter.
Da vi aldrig har diskuteret animeret børneporno i TFS – hverken i bestyrelsen eller på offentlige møder – har jeg udtalt mig på egne vegne. Og jeg kan røbe, at der ikke er enighed i bestyrelsen om mit synspunkt. Det kan jeg ikke se udgør noget problem. I modsætning til Socialdemokraterne er vi ikke et politisk parti. Lige så lidt som jeg f.eks. vil lægge Fri Debat til last, at de åbenbart ikke kan blive enige om holdningen til den kommercielle ytringsfrihed.
Således har medlemmer af TFS' bestyrelse fremhævet, at billedfremstillinger af børneporno kun skal forbydes, hvis man kan bevise, at der er et offer, og altså om der foreligger en forbrydelse.
Det argument skal jeg komme tilbage til.
Lad os først se på det eksisterende lovgrundlag, som er Straffelovens § 235, der senest er ændret ved lov nr 228 af 2. april 2003:
Med andre ord er retstilstanden, at rene fantasiprodukter allerede er forbudt, hvis de er realistiske nok til at kunne forveksles med fotografiske optagelser af noget, der faktisk er forgået.
Det eneste nye i Socialdemokraternes forslag er, så vidt jeg forstår, blot en yderligere præcisering af en retstilstand, der allerede findes.
Det undrer mig, at så juridisk kyndige mennesker som chefjurist Jacob Mchangama tilsyneladende ikke har været opmærksomme på det.
Som jeg forstår på kommentatorerne, vil de altså have ændret § 235, således at rene fiktive fremstillinger af børneporno bliver tilladt, og det synes jeg, at de skulle sige åbent. Hvorfor har de i øvrigt ikke gjort det for længst, når de nu har haft syv år til det?
Som det også tydeligt fremgår, omhandler § 235 billedpornografi. Det er derfor hen i vejret at drage sammenligninger med f.eks. bogen Lolita.
Ud fra en overfladisk betragtning kan der være ræson i det synspunkt, at billedfremstillinger af børneporno kun skal være forbudte, hvis man kan bevise, at der er et offer.
Men hvordan man vil bære sig af med at skaffe et sådant bevis, når man ikke kan se det ud fra billederne? I dag kan man gå ind i en nudistlejr og tage billeder af nøgne børn og voksne, som man derefter ved computergeneret billedmanipulation kan bringe i seksuel kontakt.
Og selv om man 100 pct. overbevist om, at der ikke foreligger billedmanipulation i forbindelse med børneporno, hvordan vil man så bære sig af med at bevise, at der foreligger en forbrydelse? I et retssamfund må det vel kræve, at man finder frem til offer og gerningsmand samt vidner, og at man kan bevise, under hvilke omstændigheder optagelsen er blevet til.
Vi står således med et valg: Enten er fotografiske fremstillinger af børneporno tilladt, eller også er det forbudt. Det ville klæde de ophidsede, om de gav et klart svar.
Mit argument for at støtte Socialdemokraterne er, at den teknologiske udvikling snart vil gøre det umuligt at skelne mellem billeder af noget, der faktisk er foregået, og fantasiprodukter.
Da vi aldrig har diskuteret animeret børneporno i TFS – hverken i bestyrelsen eller på offentlige møder – har jeg udtalt mig på egne vegne. Og jeg kan røbe, at der ikke er enighed i bestyrelsen om mit synspunkt. Det kan jeg ikke se udgør noget problem. I modsætning til Socialdemokraterne er vi ikke et politisk parti. Lige så lidt som jeg f.eks. vil lægge Fri Debat til last, at de åbenbart ikke kan blive enige om holdningen til den kommercielle ytringsfrihed.
Således har medlemmer af TFS' bestyrelse fremhævet, at billedfremstillinger af børneporno kun skal forbydes, hvis man kan bevise, at der er et offer, og altså om der foreligger en forbrydelse.
Det argument skal jeg komme tilbage til.
Lad os først se på det eksisterende lovgrundlag, som er Straffelovens § 235, der senest er ændret ved lov nr 228 af 2. april 2003:
Den, som udbreder utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.Ifølge bemærkningerne omfatter "gengivelser" også rent fiktive fremstillinger, når disse er så realistiske at de kan forveksles med fotografier af virkelige begivenheder. Som eksempler nævnes, at computerskabte billeder vil være omfattet, mens græske vasemalerier vil falde uden for bestemmelsen.
Stk. 2. Den, som besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.
Med andre ord er retstilstanden, at rene fantasiprodukter allerede er forbudt, hvis de er realistiske nok til at kunne forveksles med fotografiske optagelser af noget, der faktisk er forgået.
Det eneste nye i Socialdemokraternes forslag er, så vidt jeg forstår, blot en yderligere præcisering af en retstilstand, der allerede findes.
Det undrer mig, at så juridisk kyndige mennesker som chefjurist Jacob Mchangama tilsyneladende ikke har været opmærksomme på det.
Som jeg forstår på kommentatorerne, vil de altså have ændret § 235, således at rene fiktive fremstillinger af børneporno bliver tilladt, og det synes jeg, at de skulle sige åbent. Hvorfor har de i øvrigt ikke gjort det for længst, når de nu har haft syv år til det?
Som det også tydeligt fremgår, omhandler § 235 billedpornografi. Det er derfor hen i vejret at drage sammenligninger med f.eks. bogen Lolita.
Ud fra en overfladisk betragtning kan der være ræson i det synspunkt, at billedfremstillinger af børneporno kun skal være forbudte, hvis man kan bevise, at der er et offer.
Men hvordan man vil bære sig af med at skaffe et sådant bevis, når man ikke kan se det ud fra billederne? I dag kan man gå ind i en nudistlejr og tage billeder af nøgne børn og voksne, som man derefter ved computergeneret billedmanipulation kan bringe i seksuel kontakt.
Og selv om man 100 pct. overbevist om, at der ikke foreligger billedmanipulation i forbindelse med børneporno, hvordan vil man så bære sig af med at bevise, at der foreligger en forbrydelse? I et retssamfund må det vel kræve, at man finder frem til offer og gerningsmand samt vidner, og at man kan bevise, under hvilke omstændigheder optagelsen er blevet til.
Vi står således med et valg: Enten er fotografiske fremstillinger af børneporno tilladt, eller også er det forbudt. Det ville klæde de ophidsede, om de gav et klart svar.
