Værd at læse

01

Tyskland oversvømmet af billige smuglercigaretter efter afgiftsstigninger

Slaget er tabt: - De tyske myndigheder erkender det allerede: Vi har tabt krigen mod cigaretsmuglerne. De estimerer, at 40% af cigaretsalget i Tyskland nu består af billige, illegale cigaretter - ialt 22 milliarder cigaretter årligt.

Salget af illegale cigaretter er eksploderet efter afgiftsstigninger i Tyskland, og det koster den tyske federale stat store summer i tabte afgifter - præcis som det gør i andre lande, der har hævet afgifterne for voldsomt: England, Irland, Norge, Canada og dele af USA.

De kriminelle netværk i cigaretmafiaen er nu så selvsikre, at de er begyndt at producere deres egne cigaretmærker, som ikke er til salg gennem lovlige kanaler - det gælder fx. mærket "Jin Ling", som smugles ind i Vesteuropa gennem Rusland & Moldova af vietnamesiske bander.

Men også de helt almindelige lovlige cigaretmærker er til salg i smuglerudgave - og nøglen til deres succes er naturligvis prisen. En karton smuglercigaretter kan nu købes over hele Tyskland for 22 Euro - ca. 165 kroner - dvs. langt under halv pris i forhold til den lovlige udgave med afgift.

Og smuglerne tjener stadig godt. "De har næsten 1.000% profit," oplyser en repræsentant for den legale tyske tobaksindustri til Die Welt. "Det er mere lukrativt end at sælge hash," siger han.

Politikere i den vestlige verden har nu skabt en ny mafia - ligesom i USA 1929

Høje cigaretafgifter har de senere år været populær politik i mange lande, hvor politikerne har kunnet indføre ekstraskatter på rygerne til gavn for de skrøbelige statsbudgetter - med den typiske politiker-begrundelse, at man ville styrke folkesundheden - man ville  "hjælpe" rygerne med at holde op med at ryge.

Flere danske politikere har imidlertid erkendt, at disse afgiftsforhøjelser ikke har nogen effekt på sundheden, herunder formanden for sundhedsudvalget Preben Rudiengaard, (V).

Høje cigaretafgifter er med andre ord udelukkende et økonomisk spørgsmål. Men så snart afgifterne bliver for høje, går det galt, som det kan ses nu i Tyskland - og herefter er der ingen anden udvej end at sætte afgifterne ned igen, hvilket man nu har gjort i flere stater i USA.

I Danmark har vi med en nogenlunde forsigtig afgiftspolitik indtil videre undgået de helt store smugleraktiviteter - næsten da. Men visse danske forbudsprofessorer bruger ikke desto mindre jævnligt deres taletid på at lobby'e politikerne til højere afgifter. De hævder endda i strid med sandheden, at "højere priser virker" - underforstået: at de dæmper cigaretforbruget.

Det foreligger der imidlertid ingen troværdige beviser på. Muligvis falder det legale cigaretforbrug lidt, men det illegale forbrug stiger - og disse cigaretter er ofte mere sundhedsskadelige end "normale" cigaretter, har man set i Irland.

Allerede for syv år siden advarede internationale politichefer de vestlige politkere om, at stigende cigaretafgifter var ved at skabe en ny, farlig smuglermafia, som det vil tage mange år at komme af med. Dette er præcis, hvad der er sket nu.

Politikere i den vestlige verden har skabt en ny mafia med ”The War on Tobacco” - ligesom de amerikanske politikere skabte den italienske mafia La Cosa Nostra med "The War on Alcohol" - alkohol-forbuddet i USA i perioden 1920-33. Den frie verdens største fiasko-lov.

Historien gentager sig, og hverken politikere eller professorer er blevet klogere.

Læs artikel

38 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere