Af Karina Pedersen
Hvis nogen skulle have den ide, at underklassen er defineret af økonomi og ikke moral, så bør de prøve at spørge en førtidspensionist, hvordan vedkommende havde det, den dag førtidspensionen blev tilkendt. I ni ud af ti tilfælde vil svaret være, at det var en dag med glæde, fest og højst sandsynligt også en othellolagkage (som underklassen elsker).Det var i hvert fald tilfældet, da en gammel bekendt af mig for nylig blev tildelt førtidspension i en alder af 32 år, og det har også været tilfældet i de sytten sager, som jeg kan huske i skrivende stund. Alle har de været lykkelige over, ikke bare den økonomiske gevinst ved at gå fra kontanthjælp - som de fleste førtidspensionister lever af, inden de får pension - til førtidspension, men også over, at kommunen så endelig lader dem være i fred, underforstået: ikke forsøger at få dem i arbejde.
Og jeg har da heller aldrig - siden min barndom i et socialt belastet kvarter - set sygdom manifestere sig hurtigere, end når en kontanthjælpsmodtager modtog et brev om at møde i aktivering. Den energi - for slet ikke at nævne hurtighed - der blev lagt i at få fat i en lægeerklæring, som datomæssigt kom på tværs af kommunens ønske om aktivering, har - og det erkender jeg gerne - gjort mig særdeles mistroisk overfor "uarbejdsdygtige" medlemmer af underklassen.
Nu har endnu et medlem af underklassen så fået tildelt livslang forsørgelse - og det i en alder af kun 32 år. Man fristes til at bebrejde velfærdsstaten - og den går heller ikke fri - men hvad med de mennesker som med opdigtede lidelser forsøger at opnå livslang forsørgelse? I tilfældet med min 32-årige tidligere veninde har hun i årevis løbet den ene speciallæge efter den anden på dørene for at finde en, som ville erklære hende permanent uarbejdsdygtig. Det har i sig selv kostet samfundet en del penge. Da hun desuden fandt det for hårdt at passe de børn, hun fik i en meget ung alder, bor de ikke længere hjemme - noget som også koster samfundet anseelige summer.
Ifølge hende selv brød børnene sig ikke om at bo i den lejlighed, kommunen havde anvist, fordi den lå på 11. sal, og da kommunen nægtede at anvise hende en anden bolig, udlagde hun børnenes manglende tilstedeværelse i hjemmet som noget, der var kommunens skyld. Men selv det mest overfladiske kendskab til hendes livsstil afslører, at lejlighedens beliggenhed ikke kan have været det mest problematiske forhold, de børn måtte kæmpe med.
Hun har levet af kontanthjælp siden sit 18. år, og hver gang kommunen forsøgte at aktivere hende, fandt hun en ny grund til, at det ikke kunne lade sig gøre. Da hun blev sendt ud for at gøre rent hos ældre, opdagede hun på andendagen, at hun ikke kunne tåle støv. Da hun fik tilbud om en grunduddannelse i pædagogik med henblik på, at hun kunne blive pædagog, gik det heller ikke, fordi skolen lå for langt fra hjemmet. Da hun blev aktiveret i en butik, brød hun sig ikke om den tone, de talte til hende i, hvorfor hun efter mindre end en uge måtte blive i sengen p.g.a. stress, og sådan gik det med alle forsøgene på aktivering: hun måtte opgive af den ene eller anden grund.
Nu er den førtidspension, som ikke blot skærmer hende fra aktiveringsforsøg, men også giver hende væsentligt flere penge, så blevet tildelt, og hendes glæde vil ingen ende tage. Hendes venner, som overvejende består af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister, har ønsket tillykke i et omfang, som ikke efterlader nogen tvivl om, at der i samfundet eksisterer en klasse, der anser det at forsørge sig selv som en straf.
De venner, som stadig modtager kontanthjælp, håber snart, at også de får tildelt den eftertragtede lønforhøjelse, som en førtidspension er, og de, som allerede har fået tildelt førtidspension, taler om, hvordan deres liv først begyndte, da de fik fred for kommunen. Selv siger den nyudklækkede førtidspensionist, at hun har nået sit mål - et der tilsyneladende består i at sidde derhjemme og ryge 40 cigaretter om dagen - hun ønsker nu blot, at børnene ville holde op med at spise så meget, når de er på besøg (en klage man ofte kan høre fra underklassen), for ellers har hun ikke råd til de 40 smøger og fire(!) liter sodavand, hun har brug for hver dag.
Hvis man ser bort fra, at velfærdsstaten - endnu en gang - har fejlet i forsøget på at gøre samfundets bund til ordentlige borgere, og i stedet vender blikket mod de mennesker, som ikke behøver at stå ud af sengen, når vækkeuret ringer, og end ikke behøver at passe deres egne børn, så kan man ikke undgå at se, hvordan deres mentalitet adskiller sig fra det øvrige samfund. De glæder sig over begivenheder - f.eks. det at blive permanent afskærmet fra arbejdsmarkedet - som ville give det øvrige samfund søvnløse nætter.
Og underklassens børn vokser op blandt mennesker, som ikke taler om uddannelse og karriere, ikke blot fordi de ikke tænker på det, men fordi det simpelthen ikke er en del af de voksnes liv. Hvorfor skulle en kvinde, som den 32-årige førtidspensionist, fortælle sine børn, at de skal få en uddannelse, når hun aldrig selv har ment, at det var en vigtig del af livet? Og hvis hendes økonomiske situation skulle have indflydelse på hendes mentalitet, hvorfor sidder hun så stadig - nu hvor hun modtager næsten dobbelt så meget som før - og ryger cigaretter og drikker sodavand dagen lang? Er der virkelig nogen, som tror på, at en yderligere fordobling af hendes indtægter vil ændre hendes mentalitet?
Underklassen er underklasse, fordi den spiser othello-lagkage, når andre ville græde og græder, når andre ville spise kage, og det kan en førtidspension (uanset størrelse), en velfærdsstat (igen uanset størrelse) eller for den sags skyld en socialist ikke lave om på.
De fattige, sagde Jesus, vil altid være hos os, men jeg tror, at selv han ville blive overrasket over nutidens antal - for slet ikke tale om deres mentalitet.
Karina Pedersen læser Østeuropa-studier på Københavns Universitet
Klik her og læs Karina Pedersens første beretning om sin egen familie
Klik her og læs Karina Pedersens beskrivelse af det kvarter, hun voksede op i
