En boligforening i Aalborg har haft stor succes med at bekæmpe et eskalerende antal indbrud med videoovervågning på egne arealer. Så stor er succesen, at indbrudstyvene nu fuldstændigt holder sig væk. Men intet er så godt, at politikerne ikke kan stikke en kæp i hjulet på det, og sådan er det også her, for den slags videoovervågning er af grunde, som hensvæver i det uvisse, forbudt, og statsministerpartiet Venstre har ikke tænkt sig at lave om på det.
De nordjyske Venstre-folks stolthed i Folketinget, medlem af retsudvalget Karsten Lauritzen, mener i stedet, at politiet må gøre en større indsats for at stoppe indbrudene. Det har han ret i, at politiet bør gøre. Men skal de berørte beboere da bare finde sig i indbrudstyvenes hærgen, indtil politiet med vanlig langsommelighed - hvis overhovedet! - tager sig sammen til at gøre noget? I hvilken hellig tekst står det skrevet, at borgerne ikke selv må tage affære, når politiet svigter?
Det står skidt til med kriminalitetsbekæmpelsen i Danmark i disse år. En af grundene er, at politiet gør for lidt ved det. En anden er, at politikere som Karsten Lauritzen holder fast i forbud, der forhindrer, at almindelige og ordentlige mennesker kan tage over, hvor politiet svigter. Forbudet mod videoovervågning mellem bygningerne i en boligforening er ét eksempel på det. Et andet er forbudet mod, at lovlydige borgere må eje våben. Det har som resultat, at borgerne er helt forsvarsløse, når forbrydere, for hvem det jo ikke betyder noget, om de overtræder loven, tropper bevæbnede op. Et tredje eksempel er forbudet mod, at berøvede butikker må offentliggøre overvågningsbilleder af røverne, så disse ikke alene bliver nemmere at finde, men også bliver udstillet til spot, spe og skam for alle, der måtte kende dem.
I den politiske idéhistorie er der jævnligt henvisninger til en "samfundskontrakt", der ganske vist aldrig er blevet underskrevet af nogen, men som skulle ligge som en underforstået konsensus under hele statsapparaturet. I denne fiktive kontrakt afgiver borgerne retten til at forfølge forbrydere og straffe dem på egen hånd, mod at statsmagten til gengæld lover at gøre det. I det konkrete tilfælde hvor det handler om indbrud, opklarer politiet dog kun 10 procent af alle forbrydelser. Det er et latterligt lavt tal, som er en konsekvens af, at politiet slet ikke gør sig umage med at opklare indbrud. Der bliver f.eks. hverken ledt efter fingeraftryk eller DNA-spor på gerningsstedet - normalt bliver der bare optaget en rapport, som kan bruges af indbrudstyvenes ofre overfor forsikringsselskabet.
Denne passivitetet retfærdiggør, at borgerne bruger langt mere vidtgående midler end lidt overvågning og evt. også offentliggørelse af billeder bagefter. Overholder staten ikke sin del af "kontrakten", så kan borgerne heller være forpligtede til at overholde deres del.
De nordjyske Venstre-folks stolthed i Folketinget, medlem af retsudvalget Karsten Lauritzen, mener i stedet, at politiet må gøre en større indsats for at stoppe indbrudene. Det har han ret i, at politiet bør gøre. Men skal de berørte beboere da bare finde sig i indbrudstyvenes hærgen, indtil politiet med vanlig langsommelighed - hvis overhovedet! - tager sig sammen til at gøre noget? I hvilken hellig tekst står det skrevet, at borgerne ikke selv må tage affære, når politiet svigter?
Det står skidt til med kriminalitetsbekæmpelsen i Danmark i disse år. En af grundene er, at politiet gør for lidt ved det. En anden er, at politikere som Karsten Lauritzen holder fast i forbud, der forhindrer, at almindelige og ordentlige mennesker kan tage over, hvor politiet svigter. Forbudet mod videoovervågning mellem bygningerne i en boligforening er ét eksempel på det. Et andet er forbudet mod, at lovlydige borgere må eje våben. Det har som resultat, at borgerne er helt forsvarsløse, når forbrydere, for hvem det jo ikke betyder noget, om de overtræder loven, tropper bevæbnede op. Et tredje eksempel er forbudet mod, at berøvede butikker må offentliggøre overvågningsbilleder af røverne, så disse ikke alene bliver nemmere at finde, men også bliver udstillet til spot, spe og skam for alle, der måtte kende dem.
I den politiske idéhistorie er der jævnligt henvisninger til en "samfundskontrakt", der ganske vist aldrig er blevet underskrevet af nogen, men som skulle ligge som en underforstået konsensus under hele statsapparaturet. I denne fiktive kontrakt afgiver borgerne retten til at forfølge forbrydere og straffe dem på egen hånd, mod at statsmagten til gengæld lover at gøre det. I det konkrete tilfælde hvor det handler om indbrud, opklarer politiet dog kun 10 procent af alle forbrydelser. Det er et latterligt lavt tal, som er en konsekvens af, at politiet slet ikke gør sig umage med at opklare indbrud. Der bliver f.eks. hverken ledt efter fingeraftryk eller DNA-spor på gerningsstedet - normalt bliver der bare optaget en rapport, som kan bruges af indbrudstyvenes ofre overfor forsikringsselskabet.
Denne passivitetet retfærdiggør, at borgerne bruger langt mere vidtgående midler end lidt overvågning og evt. også offentliggørelse af billeder bagefter. Overholder staten ikke sin del af "kontrakten", så kan borgerne heller være forpligtede til at overholde deres del.
