Man må lige knibe sig i armen, når man læser nyheden om, at unge danske kunstnere, modsat deres ældre kollegaer, ikke har noget imod at tjene penge på deres kunst. "De slås ikke med den problemstilling, at man ikke er en god kunstner, hvis man kan tjene penge på det, som tidligere generationer har været plaget af," siger Christian Have fra Have PR, der rådgiver kunstnere. Tænk, de gamle kunstnere mener simpelthen ikke, det er fint at ernære sig ved at sælge deres produkter!
Det burde egentlig ikke komme som en overraskelse, for man kan jo godt høre hippiekunstnernes argumentation for sit indre øre: "Jo men altså, jeg synes ligesom ikke, at jeg vil prostituere mig for kommercialismen. Jeg er fri og vil ikke bindes af overvejelser om, hvad der sælger, vel."
Men selv kunstnere kan jo ikke leve på en sten, så i stedet for at levere en vare til et publikum har de gamle kunstnere prostitueret sig for de bevilgende kunstkliker i staten. Her har man gennem årtier haft den idé, at jo mere meningsløs kunsten er for alle andre end kunstneren selv, jo mere har den fortjent støtte, for enhver kan jo se, at netop den meningsløse kunst har svært ved at trives på det frie marked, hvor de fleste folk er så "afstumpede", at de kun vil købe kunst, som siger dem et eller andet. Det har "de frie" kunstnere så produceret: Meningsløs kunst. For det er, hvad deres herrer og mestre i staten har bestilt.
Paradoksalt nok tror nogle, at man skaber et mere mangfoldigt kunstudbud ved at give en masse penge til nogle få mennesker og lade dem udvælge den støtteværdige kunst. Der sker naturligvis lige det modsatte: Disse få menneskers syn på, hvad god kunst er, kommer til at dominere kunstudbudet og fortrænge andre opfattelser af, hvad god kunst er. Derfor er så meget kunst i dag meningsløs.
Forhåbentlig vil det ad åre ændre sig med fremkomsten af de nye publikumfokuserede kunstnere.
Det burde egentlig ikke komme som en overraskelse, for man kan jo godt høre hippiekunstnernes argumentation for sit indre øre: "Jo men altså, jeg synes ligesom ikke, at jeg vil prostituere mig for kommercialismen. Jeg er fri og vil ikke bindes af overvejelser om, hvad der sælger, vel."
Men selv kunstnere kan jo ikke leve på en sten, så i stedet for at levere en vare til et publikum har de gamle kunstnere prostitueret sig for de bevilgende kunstkliker i staten. Her har man gennem årtier haft den idé, at jo mere meningsløs kunsten er for alle andre end kunstneren selv, jo mere har den fortjent støtte, for enhver kan jo se, at netop den meningsløse kunst har svært ved at trives på det frie marked, hvor de fleste folk er så "afstumpede", at de kun vil købe kunst, som siger dem et eller andet. Det har "de frie" kunstnere så produceret: Meningsløs kunst. For det er, hvad deres herrer og mestre i staten har bestilt.
Paradoksalt nok tror nogle, at man skaber et mere mangfoldigt kunstudbud ved at give en masse penge til nogle få mennesker og lade dem udvælge den støtteværdige kunst. Der sker naturligvis lige det modsatte: Disse få menneskers syn på, hvad god kunst er, kommer til at dominere kunstudbudet og fortrænge andre opfattelser af, hvad god kunst er. Derfor er så meget kunst i dag meningsløs.
Forhåbentlig vil det ad åre ændre sig med fremkomsten af de nye publikumfokuserede kunstnere.
