Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader.dk
Engang i "de onde, gamle dage" var det ganske almindeligt udbredt i Skandinavien, at et barn voksede op som nummer 3 ud af 10 søskende, at lussinger og hårdhændethed var forventelig dagskost fra voksenfronten, at man primært blev anset som fysisk arbejdskraft under sine forældres kommando, selvom man endnu ikke var fyldt 10 år, og at man i løbet af sin barndom oplevede at miste en lille bror eller søster til sygdom og den almindelige kummerligheds ilde effekt på et lille barns helbred.
Den type barndom var dog for længst, takket være økonomisk vækst, teknologiske og kulturellefremskridt og heraf følgende lavere fødselstal gået af mode, da den nu 45-årige Felicia Feldt i 1970'erne og 80'erne voksede op i kløerne på hele Sveriges moderdyr, forfatter til selvhjælpsbestselleren De kære børn og såkaldt børneopdragelsesguru, Anna Wahlgren.
Men de ovenfor nævnte vilkår er lige nøjagtigt, hvad Felicia Feldt beskriver i den selvbiografiske Felicia forsvandt, at hun og hendes søskende levede igennem, mens tusindvis af mødre verden over svælgede i de mere eller mindre gode råd om, hvordan børn skal behandles, som hendes mor med De kære børn havde skænket denne verdens tvivlrådige forældre.
Psykiske og fysiske krænkelser dagskost
Ud over huskekager og hårdt, fysisk arbejde i hjemmet – det er praktisk at have lavet 10 børn til atgøre rent og rydde op, når nu ens eget behov for at ryge, drikke og skrive ikke sådan lader sigtilsidesætte – var Felicia Feldts barndom krydret med diverse andre tvivlsomme fornøjelser, somsiden bogens udgivelse i Sverige er blevet flittigt citeret i den skandinaviske presse. Herunder moderens og hendes kæresters voldsomme alkoholisme: ”Fødselsdagskagen om morgenen sejler isprut. Juicen er spædet op med vodka, kaffen er blevet til en lille sort... ”, fortælles det om fejringen af moderens kæreste, Stellans fødselsdag i familiens skød, og mor er i det hele taget sjældent mindre end stinkende beruset. Men hvad gør det, når man bare kan overlade sine børn til hinandens varetægt – eller eventuelt til en af sine skiftende kærester, som da Wahlgren ifølge Feldt efterlader søskendeflokken, inklusive en baby, i en weekends tid til en kæreste, der er på weekend-udgang fra den psykiatriske institution, hvor han normalt bor.
De seksuelle grænseoverskridelser er nok det element i Felicia Feldts beskrivelser, pressen har haft størst fokus på, og selvom de psykiske krænkelser – som da Wahlgren på en ferietur til Irland vækker sine sovende børn et for et om natten for at fortælle dem, at nu begår hun selvmord, og sønnen må overtale hende til (endnu engang) at skifte mening om den sag - faktisk fremstår mere grumme, er det er da heller ikke småting, der går for sig i den afdeling. Senere på den før omtalte druk-fødselsdag får Felicia og hendes søskende lov til at kigge på, mens moderen fnisende kærtegner den døddrukne og sovende Stellans stive lem, og en af Wahlgrens mange skiftende mandlige lejere i hjemmet fornøjer sig med at sidde og onanere, mens han kigger på den 13-årige Felicia og hendes søster, der går rundt foran ham i undertøj og mors fine, højhælede sko.
Fars pige
Det allestedsnærværende monster, der bogen igennem skriger højere end alle de andre traumer tilsammen er dog savnet af faderen. Felicia Feldt er i den grad fars pige, selvom – eller givetvis netop fordi - hun aldrig for alvor har haft sin far. Bogen er tilegnet faderen, som ellers ved sit fravær svigtede hende ligeså groft som moderen – et ansvar, han skandaløst friholdes fra, fordi Felicia, også i sin granvoksne udgave, savner ham så fælt, så fælt. ”Jeg læner mig ind mod fars store mave. Indsnuser hans farlugte, hans hjem, hans mad. Jeg lægger armen om ham, og den når næsten om på siden,” skriver Felicia, ikke som 10-årig, som man ellers kunne forledes til at tro, men som 45-årig.
Således skaber man åbenbart den totale infantilisering af datteren overfor faderen – ved at holde dem fra hinanden, som det i bogen flere gange beskrives, at Anna Wahlgren gør. At skylden entydigt lægges på ”Onde Mor” i denne forbindelse, er et solidt tegn i retning af den voksne Felicia Feldts manglende psykologiske modning væk fra den lille piges Elektra-kompleks, men det er på den anden side et rimeligt spørgsmål, hvem, der skulle have inspireret Feldt til en sådan modning – næppe Anna Wahlgren. ”Far” kan med sin status af ikke-tilstedeværende – han bor i Vietnam, får vi på et tidspunkt at vide, på behagelig afstand af sit afkoms elendighed - få lov til at eksistere for datteren som herligt drømmeobjekt frem for som rigtigt, fejlbehæftet menneske.
Interessant er det i denne sammenhæng, at Anna Wahlgrens opstigen til børneopdragelsesguru faldt sammen med en tid, hvor det i visse kredse var moderne at mene, at en far ikke sådan rigtigt er nødvendig for et barn – en holdning, der stadig vinder stor udbredelse blandt dem, der af praktiske årsager er nødt til at overbevise sig selv om det, hvilket den venstreorienterede presse gerne hjælper dem med.
Politisk ukorrekt ikon
Wahlgren stod givetvis, med sin fanden-i-voldskhed - ”Jeg har været storryger igennem 10 graviditeter” er en sætning, udtrykt med stolthed og trods overfor lægevidenskaben, jeg husker fra den udgave af De kære børn, der stod hjemme hos mine forældre, og som jeg læste i, dengang jeg var et kært barn - som et befriende politisk ukorrekt ikon for mange mødre, der måske var ved at kværkes i deres egen kedsommelige, ædruelige, overforsigtige og hensynsbetændte middelklassetilværelse. Det er i hvert fald svært at finde andre grunde til, at denne besynderlige kvinde kunne blive moderskabs-forbillede for fornuftigt tænkende mennesker, givet de mange absurditeter, der fylder godt i De kære børn.
Som et eksempel kan nævnes den irrationelle benægtelse af nødvendigheden af andre personer eller instanser end mor og børn i en families liv: Børnene kan jo passe hinanden, og det beskrives ikke alene hos Felicia Feldt, men også af Wahlgren selv i De kære børn, hvordan hendes børn netop ofte gør dette, mens mor er ude at drikke (at tilstedeværelsen af alkoholproblemer i Anna Wahlgrens hjem åbenbart er kommet som et chok for mange, efter Felicia Feldts afsløringer, er derfor overraskende). Mænd er i Anna Wahlgrens univers sådan nogle, der kommer og går, og tjener til sæddonation og underholdning, og daginstitutioner skal vi ifølge De kære børn gerne have lukket og afskaffet helt – så slipper man da også for vidner til det cirkus af svigt og mishandling, der i Anna Wahlgrens optik åbenbart går for at være et vellykket familieliv.
I De kære børn lægges der heller ikke skjul på, at lillebror Simon, den ene ud af Wahlgrens kun to drengebørn ud af flokken på 10, dør under omstændigheder, der ikke kan adskilles fra moderens hedonistiske selvudfoldelsesprojekt. Dog fik læserne at vide, at den lille, der dør af difteri i Egypten – efter, ifølge Felicia Feldt, en gang at være blevet behandlet i Sverige og derefter bragt tilbage til de forhold, der fremkaldte sygdommen til at begynde med, så moderen kan være sammen med sin egyptiske kæreste - lå i sin mors arme, da det skete. Men ifølge Felicia Feldt døde han, mens hans søskende kildede ham, og moderen befandt sig andetsteds. Under alle omstændigheder er Feldts beskrivelser af tabet af lillebroren hjerteskærende, og det mere end antydes, at hun og de andre børn betalte med en stor bid af deres egen barndom herfor: "Så blev der sort. I seks år", som det hedder om sørgeperioden i hjemmet.
Løgn eller selektiv hukommelse
Når Wahlgren i ”Felicia Forsvandt” konfronteres med Felicia Feldts sorg og vrede, så husker eller erkender hun intet af det, datteren påstår om hendes adfærd som mor. Illusionen om den lykkelige familie, hvor børnene fik ”verdens bedste opdragelse”, hvis hun selv skal sige det, er uden skår. Når datteren kommer og påstår noget andet, svarer mor igen med psykiatriske diagnoser, der må kunne forklare Felicias vrangforestillinger: ”For jeg har en diagnose, skriver hun. Jeg lider af dysfunktionen mytomani. Derefter skriver hun, at man ikke kan angre, at man har næret en slange ved sin barm. Hun angrer heller ikke noget i forhold til os børn. Intet.”
Om det er løgn eller selektivt svigtende hukommelse, der er på spil fra Anna Wahlgrens side, er umuligt at bedømme. ”Jeg har da aldrig slået dig,” hedder det for eksempel forbløffet fra Wahlgren, når datteren i sin desperation søger forklaringer på, hvorfor ganske almindelige børne- og teenageproblemer som smårapseri og angst for uønsket graviditet skulle straffes med såvel fysisk vold som iskold, ubønhørlig fordømmelse fra den person – hendes mor – som netop skulle udfylde hendes behov for en empatisk og forstående skikkelse i tilværelsen.
”Jeg har ret til mit had” er en sætning, Felicia Feldt skriver i bogen, som mange har taget afstand til grundet den firkantede uforsonlighed, den udstråler. Men man har som læser nemt ved at sætte sig ind i den enorme frustration, hun føler, når hendes minders validitet blankt benægtes af moderen. Og mens Feldts had måske ikke dybest set er til glæde for hende selv, har hun med hadet som motor skrevet en bog, hvor hun river et ufortjent ikon ned fra sin piedestal – en øvelse, der til enhver tid bør værdsættes i et sundt samfund.
Navlepillende fortællestil
Felicia forsvandt har en næsten pinligt terapeutisk-intim, navlepillende fortællestil – hvilket måske i sig selv mere end noget andet afslører den psykologiske ødelæggelse og det manglende overskud til at blive voksen, der blev resultatet af Felicia Feldts opvækst - og referencerne til en perlerække afterapeutsamtaler og sekvenser med selvopdagelse gennem amatørteater får ofte læseren til at krumme tæer, og bringer mindelser om 1990'ernes værste Carl Mar-tendenser.
Det er således mildest talt ikke alle bogens afsløringer, der er lige interessante for læseren: ”Jeg har bare ben under den grønne kjole. Den er en anelse for kort. Kan jeg mærke, da jeg er sunket ned i lænestolen. Hvorfor tænkte jeg ikke på det? Jeg skulle have taget trusser på”, hedder det for eksempel, når Felicia gengiver en af sine mange terapeutsamtaler, der denne gang handler om, at hun lige har været på en dejlig ferie med kæresten. Nå da.
Mens hendes søskende i bogen portrætteres som selvudslettende og ude af stand til at sige fraoverfor moderens vedholdende druk og psykologiske overgreb, virker Felicias personlighed somsnydt ud af næsen på sin mor, fratrukket moderens skræmmende empatiløshed og ucharmerende mandehad: En narcissist i Anna Wahlgrens størrelsesorden kan enten udslette sine nære omgivelser psykologisk, eller hun kan overføre sin syge til dem. At Felicia tydeligvis er ramt af narcissismens syge, blev givetvis hendes redning fra det liv i moderens skygge, der ser ud til at være de fleste af hendes søskendes skæbne.
Har vakt bredere kulturdebat
Felicia forsvandt har vakt heftig debat i Sverige, hvor især to fløje har tegnet sig: Dem, der iloyalitet med den livsstil og filosofi, Anna Wahlgren repræsenterer, tager afstand fra Felicia Feldts offentlige tæppebankning af sin mor, og mener, hendes kritik af moderen er udtryk for en barnlig skuffelse over ikke at have haft en barndom, der levede op til ”småborgerlige” idealer omkernefamilie og stabilitet. Og dem, der er bakker op om Felicia Feldts afsløringer som modige og nødvendige, og som samtidig anerkender den bredere kulturkritik af 1970'ernes selvudfoldelsesprojekt, der kan tolkes ind i bogen. Det er næppe nødvendigt at udspecificere, hvordan disse debattører typisk fordeler sig i det politiske spektrum.
En lignende debat har også, omend i et betydeligt mindre format, udspillet sig i Danmark, hvor Politikens Bjørn Bredal kom med den fra en voksen mands side lidet charmerende anklage imod børn, at de er ”kristendemokrater” - altså simpelthen små, kedelige kernefamiliefascister, der slet ikke kan værdsætte, hvor herligt anderledes, deres barndom har været, hvis de har brugt den på at lege små voksne hjemme hos en fordrukken, enlig mor. Han opfordrer forældre til et opgør med deres ”stokkonservative børn”, for ellers er der ikke goder som ”nye samlivsformer” i vente, forstår man.
Bredal kan i Felicia Feldts tilfælde være ganske rolig hvad de ”nye” samlivsformer angår, for hun har i nogen grad kopieret sin mors livsstil: Hun har selv 4 børn med 3 forskellige mænd. ”Den sociale arv”, hedder det vel? Det er i det hele taget meget svært på nogen måde at forbinde Feldt med en stokkonservativ kristendemokrat – hvis man ellers har læst hendes bog – men det er klart, at det er fornærmende for rødvins-generationens anti-kernefamilieprojekt, at yngre mennesker står frem og tilkendegiver, at deres opvækst i efterdønningerne af en skilsmisse eller - som i Anna Wahlgrens tilfælde: 7 - faktisk har været præget af afgrundsdybe savn og utryghed.
Men så længe, så få børn som overhovedet muligt lider, som Wahlgrens børn har lidt, klarer vi nok, at fornærmelsen svider på den svenske venstrefløj og i Politikens Hus.
Felicia Feldt: Felica forsvandt - Opgør med verdens bedste mor. Gads Forlag, maj 2012. 190 sider, 199 kr.
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
